Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk.

Den 6. sept. blev jeg syg, jeg kom saa tilbage til Tyskland. Jeg havde ellers været syg i flere dage, men det er ikke saa let at faa fat paa den seddel hvorpaa der stod retur, for man skulle helst være halvdød inden man kom tilbage.

Vor division 17. og 18. division blev udtrukket fra østfronten og skulle indsættes paa vestfronten, det var i den tid da franskmanden greb saa kraftigt an paa vestfronten.

Jeg havde nu faaet den her sygeseddel, og der var flere fra regimentet. Vi maatte nu gaa en 3o km.til Penschania, der kom vi saa med et lastautomobil. Vi var 21 mand saa der var ikke meget plads til hver, vi havde ikke noget at sidde paa, ikke andet end vore tornystre, de fleste af os havde dysenteri. Naar vognene gjorde holdt, det var jo nemlig en hel kolonne, saa var der flere der skulle ud og ned i grøfterne, men der var ikke gerne meget tid, naar den første startede, saa kørte de allesammen, og hvem der ikke kom op i vognen, den maatte blive tilbage.

Vi kørte nu i 14 timer saa var vi i byen Zokolor, og glade var vi da vi kunne stige ud. Nu havde vi været tre dage undervejs, og havde ikke faaet noget at spise, andet end en tørt bid brød, men det kan jo godt være at det var den bedste medicin, naar det var skidt med maven.

Med tiden bliver man dog sulten, Her i Zokolor kunne vi købe alt, smør og hvedebrød, det var jo noget vi ikke havde set i lange tider, I kan vel nok tro det smagte, det var jo dyrt, men vi havde dog lidt at købe for.

Herfra kunne vi nu køre med toget, om aftenen blev vi forladet, der havde nu samlet sig et par hundrede mand. Den næste station var Kalisch, nu har vi naaet den tyske grænse.

Her var en Entlausungsanstalt, saa vi skulle nu se at komme af med de smaa plageaander, det var en behagelig kur at komme igennem, Her var en baraklejr til flere tusind mand. Først kom vi ind i et rum hvor vi kunne aflevere vore værdigenstande, saasom ur og penge og deslige, i det næste blev alt lædertøj afleveret, og i det næste blev alt det øvrige, jakke, benklæder, skjorte og alt hvad vi ellers havde af tøj afleveret, saa vi stod helt nøgen, saadan kom vi saa ind i barberstuen, og blev klippet skaldet over det hele.

Naar vi saa var færdig der, kom vi ind i badeværelset, men det var vel nok dejligt at faa saadan et brusebad. Saa fik vi udleveret rent linned, vort øvrige tøj havde nu gennemgaaet en kur paa 1oo gr, varme, det skulle nu være rent for de smaa plageaander, men hvordan saa det ud? Det laa i mange forskellige folder, saa det var ikke til at faa glat igen.

Nu skulle vi først fire dage i karantæne, der kom nemlig ingen ind i Tyskland med smitsomme sygdomme. Det var ellers nogle dejlige barakker, de kunne rumme omkring tyve senge hver. Da vi nu havde været der i fire dage, blev vi fordelt paa forskellige lazaretter i Tyskland, ligesom der var plads til. Vi var nemlig flere hundrede mand.

Heinrich Jessen tilbragte nu de følgende måneder på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. I slutningen af oktober 1915 kom han atter til sit gamle regiment, Nr. 91 i Oldenburg. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren.

Vi hører mere til Heinrich Jessen til marts 1916.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)