Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent.

Maskinen var nu oppe paa det højeste Omdrejningstal og krævede al min Opmærksomhed. Det var ligesom ved Falkland nu. Det var Falkland om igen baade her, paa Fyrplads og i Bunkér – Tummel, Jagen og Overanstrengelse overalt. Det var Jagten, som aldrig fik Ende. Hvorfor vendte vi ikke lige saa godt Stævnen mod Kent og aabnede Ilden. Alt dette var jo aldeles haabløst og tjente kun til at køre os læns for Kul.

(…)

Paa Banjerne var der vældig Diskussion om Grunden til, at Englænderen ikke skød, eftersom Kent allerhøjest var 15 km fra os, da vi opdagede den. Havde den holdt lige paa os med den Fart, den havde, kunde den have været indenfor sine store Kanoners Skudvidde i Løbet af faa Minutter. Nogle mente, at den vilde vente, til Solen gik ned, ligesom v. Spee ved Santa Maria, men Sydfeld afviste Tanken med Haan og Foragt.

– Kent er ikke stærk nok  til at sende os ned i den Smule Tid, og den er ogsaa helt agterudsejlet nu.

Sydfeld fik Ret som altid. Da Solen dukkede ned i Havet, laa Kent saa langt agter ude, at den ingen Mulighed havde for at løbe os ind, mens det var lyst.

Vi fortsatte imidlertid vor Fart, der laa paa omkring 20 Knob, og paa den Maade brugte vi vore sidste Kul.