Senest ændret den 21. august 2016 21:00

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod de Wilhelmshafen og gennem den britiske blokade via Nordatlanten blev kursen sat mod syd.

Vejret blev lunere. Det skete nu saa pludseligt, at man næsten kunde mærke Forskel paa det fra Vagt til Vagt. En Dag fik jeg at vide af Styrmanden, at vi nu befandt os i den sydlige Del af Biscaya-Bugten. Vand er Vand, og Hav er Hav — Bugten saå ikke anderledes ud end det øvrige Hav, vi havde sejlet igennem, kun syntes jeg, at
Vandet var lidt mere blaat, og Himlen var næsten altid klar.

Jeg havde hørt om den spanske Sø, at den skulde være meget urolig, men den gjorde et overordentlig fredeligt Indtryk, da vi sejlede igennem den med en støt Fart paa 8-10 Sømil. Det var her, at der en Dag ved Middagstid blev raabt ind til os: — Det vrimler med franske Jagere forude — lad være med at tørne alt for hurtigt ud. De har os i Kikkerten.

Det sidste Paabud var jo ikke saa let at overholde, men blev det dog saa nogenlunde. Een for én drev vi op paa Dækket og saå en Eskadre paa 6-7 hurtige Jagere stryge lige imod os. Jeg saå paa de smukke, slanke Baade, der væltede Vandet til Side saa hurtigt, saa det stod som Skumsøjler paa begge Sider Boven. Jeg saa op mod  Kommandobroen, hvor Kaptajn Christiansen stod alene og saa ud mod Franskmændene uden at bruge sin Kikkert.

Der var stille som i en Kirke paa Dækket, og de fleste nøjedes med at skele efter Jagerne med et halvt Øje, medens de foregav at bestille et eller andet paa den Plads, hvor de nu stod.

— Klar til Hilsen med Flaget! raabte Kaptajnen, og jeg saå nu, at en Matros stod med Flaglinen i Haanden, rede til at udføre Ordren.

Jagerne naaede og gik forbi os uden at mindske Farten, og netop som Førerskibet var lige paa Højde med os, sænkede Dannebrog sig til en yndefuld Hilsen, der blev
besvaret af Trikoloren paa den første franske Jager. Nu manglede det egentlig blot, at Kaptajnen havde prajet dem og ønsket dem god Rejse.

Jeg saa mig omkring og bemærkede det ene smørrede Smil i Færd med at bryde frem efter det andet hos mine kære Kammerater og Arbejdsfæller. Selv maatte jeg et Øjeblik vende Ryggen til de franske Skibe for at skjule min Munterhed. Men nægtes kunde det jo ikke, at Hjertet bankede et Par Slag for hurtigt lige efter den Oplevelse. De franske Skibe foretog forskellige Manøvrer, da vi havde faaet dem en Sømil eller saa agterud, og vi tabte dem hurtigt af Syne. Det var som en Fugleflok, der var strøget forbi Skibet.

Uden at ændre sin Kurs med saa meget som en Brøkdel af en Streg holdt „Kronborg“ sydover, medens Jagerne forvandledes til høje Røgsøjler agterude og til sidst svandt sammen i en Sky af sort Røg.

— Aa Gud, hvor vilde de ærgre sig, de franske Sataner, hvis de vidste, hvad de har ladet slippe forbi, grinede Karl Sørensen ubehersket, medens Tømmermanden faldt ind som den altid tilstedeværende naturlige Modvægt mod ungdommelig Kaadhed:

— Grin nu ikke for tidligt, min Dreng, der er lang Vej til Kap det gode Haabs Forbjerg, og derfra er der ogsaa et godt Stykke Vej til Østafrika.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)