8. maj 1917 – Thyge Thygesen: “Mig er de temmelig underdanige”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 8. 5. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har nu lige fået ”Onnen.” Vi har fået Nudler i Går og jeg har nu kogt nogle i Dag. Det går udmærket med Kogningen, det er jo slet ikke så slemt. Det eneste er, der går altid en hel Del af Fritiden dermed, men så har jeg jo til gengæld også altid hvad jeg lige har Appetit på. – Ansøgningen må I altså foreløbig ikke sende ind, den gamle er jo da så ikke helt ude af Verden, hvad det nu bliver til, skal Tiden nu vise.

– Sæbe har jeg foreløbig også nok af. Fangerne får lidt sendt hjemme fra og nogle af dem betænker jeg somme Tider med lidt Mad eller Brød og de har så givet mig lidt Sæbe. Mig er de temmelig underdanige, de kalder mig endogså ”Herr Posten.”

Vi har det dejligste Forår her, nu begynder alt at blive grønt. Men den dejlige Bøgeskov mangler her. Her i dette Ufrugtbare Land gror der kun Fyr og Birk.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *