Senest ændret den 9. januar 2015 10:58

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Den følgende Dag skulde Kompagniet pludselig træde an til Appel. Jeg blev af Kompagniføreren kaldt frem for­an Kompagniets Front. Anledningen anede jeg intet om.

Iført min forrevne Kappe har jeg nok virket som en lidt ynkværdig Repræsentant for den tyske Armé. Og det var Kappen, det gjaldt i første Omgang; der haglede en ordentlig Ladning af Skældsord ned over mig. Den Kappe, som blev flænget fra øverst til nederst, da Russerne et Par Dage før drev os gennem Pigtraadsforhindringerne, skulde have været sat i Stand. — Et ganske urimeligt Forlangen­de, for hvor eller hvornaar skulde dette vel være sket. I parademæssig Stand var vel ingen traadt an til denne Appel. Vi var alle mere eller mindre pjaltede og snavsede. —

Da Kompagniføreren var naaet til Vejs Ende med sin Gardinprædiken, drejede Vinden pludselig om i et andet Hjørne. Under velvalgte Ord og i meget højtidelige Ven­dinger hæftede han Jernkorset paa mit Bryst. Dette var en Overraskelse, allermest for mig selv. Jeg maatte selv­følgelig tage Konsekvensen: Kompagniets Hyldest. Det var drøjt, for inderst inde var jeg ikke beæret, udgaaet fra et dansk, nationalt vaagent Hjem i Nordslesvig, som jeg var. Tillige var Fortjenesten svær at øjne, idet jeg trykkede mig det mest mulige i Forhaabningen om, at dette kunde være en medvirkende Aarsag til at naa frelst igennem; og i Sandheds Erkendelse skal tilføjes, at Korset ikke foran­drede denne min Indstilling.