8. februar 1920. Peter Majland gør klar til at rejse til Sønderjylland for at stemme

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Endelig oprandt de dage, da Sønderjylland skulle stemmes hjem til Danmark. Min kuffert var pakket, da vi af foreningen “Sønderjyderne” var blevet rådet til at tage nogle levnedsmidler med til Sønderjylland, fordi det måske kunne komme til at knibe med sådanne dernede.

Derfor havde Margrethe forsynet mig med en pakke af følgende indhold: 1 pd. kaffe, 1 pd. sukker, 1 pd. ris 1 pd. smør, 1 stort hjemmebagt franskbrød, 1 pakke te og en pakke tændstikker. Dette var bestemt til min vært.

Desuden medbragte jeg til min egen mund en hel stabel smørrebrød, som jeg antog kunne slå til til 2 dage. Da jeg ikke vidste, hos hvem jeg skulle indkvarteres og hvorledes det stod til med proviantbeholdningen der hvor jeg skulle bo.. var det jo ingen skade til at sikre sig.

(Ellen og Kirstine fra Tiufkjær, som også skulle ned og stemme, ankom til Kolding aftenen før vi skulle rejse og tilbragte natten hos os.)

Tak til Karen Majland

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *