Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.
NU KAN DET VÆRE NOK!
8. December.
Igen Kartofler til Morgenmad. Søgte i Aftes forgæves Kompagniføreren, der var gaaet i Seng. Meddeler ham i Dag, at jeg nedlægger min Post i Soldaterraadet og agter at absentere mig. (En Del af vore Folk har i de senere Dage forladt Kompagniet for at søge hjem, i andre Afdelinger endnu mange flere. Jeg har gaaet og overvejet, hvad der var det rigtigste. Dels hed det, at al Jernbaneforbindelse igennem Tyskland var afbrudt og Proviant kun at faa ved Tyveri. Dels vilde jeg som dansk Bladmand ikke i sidste Øjeblik handle imod den Pligtopfyldelse, som jeg hidtil havde ment paa sin Plads.
Men da Marchen forlænges fra Dag til Dag — vi er nu forbi Gummersbach — og gamle Løfter om at sende os med Jernbanetog fra tysk Omraade lades uænsede, da flere og liere tager bort paa egen Haand, bliver det i saa skæbnesvangre Uger vistnok uforsvarligt at fortsætte.
Kompagniføreren siger, at han kan ikke hindre mig i at gaa; men han er ked af det og spørger, om jeg ikke kan blive lidt længere. Ogsaa Officererne har i sin Tid stemt paa mig ved Soldater raadsvalget som en fornuftig Mand. Jeg vil dog ikke love ham noget.
Vi marcherer et lille Stykke ud af Byen øst paa. Gruppen samles. Lang Ventetid. Middagsmad “i det grønne”. Omsider kommer Kvartermagerne tilbage: Intet Kvarter! Det vrimler af Militær alle Vegne, og ingen vil ud! —
Vi marcherer tilbage til vore Kvarterer i Berg-Neustadt. Soldaterraadet samles paa Banegaarden, og vi enes om at mødes næste Morgen og søge at naa hjem. Farvel til Chr. J., der nu ikke vil med.
Jeg handler efter helt kølig Overvejelse og mærker intet til Febrilskhed; men da jeg ligger søvnløs nogen Tid, er det i enkelte Øjeblikke, som om alt det ondeste fra de to Krigsaar lige til Ruinbyerne med Bomber og Granater og Utøjsplagen paa den endeløse Marche og Orlovs-Skuffelserne og den pinefulde, møjsommeligt tilbagetrængte Længsel, som om det alt samler sig i een Sum. Det er, ligesom legemligt et Laag er i Færd med at sprænges. Lidt utryg er man i Halvsøvne: Sprænges ikke hele Manden med?
Den ene Røst i det indre regner ud: Faa Dage, saa er alt det onde som en Drøm forbi, og du er hjemme, helt hjemme for ikke mere at rives bort! Men en anden Røst maner til Varsomhed og Forsigtighed:
Du veed kun, at du er herude paa Tilbagevejen fra Krigen. Du veed intet om Jernbanerne, intet om Stillingen i Tyskland, veed ikke, om du naar hjem, og intet om Tilstanden hjemme!
Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923