Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 8. dec. 1915.

Kære Jørgen! …

Jeg var hos Jep Hansens i går aftes, vi havde det rigtig så hyggeligt. Bothilde spillede for os, også nogle julesalmer; men det var helt vemodigt, der manglede jo så mange, som plejer at sidde om klaveret. Jeg læste et brev fra Jes derhenne, han er ked af det og har det heller ikke godt. Han har ikke en gang fået noget rigtig varmt tøj med sig, hans skindvest var der ingen ærmer i, og det er lidt vanskelig at sende ham en, den kan jo let blive borte. En af hans kammerater er allerede faldet, ved en minesprængning, og en gang er der sprunget en mine så tæt ved Jes, at de blev oversprøjtet med jord, og Jes mistede sin hue. Blot Vorherre da vil holde sin hånd over ham, det ville være så tungt, hvis han ikke kom hjem mere, både for Anne og for hans forældre…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.