Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 8. ang. 1917

Du kan ellers tro, at jeg fik en bedre aftensmad i går, idet der kom to pakker til mig med pølse. Det var ellers udmærket. Jeg siger mange tak for pakkerne, kære Inger. Og ligeledes for dit brev fra den 1. aug., som du har skrevet på Harmonien den dag, du og din mor har været i Haderslev. Nu kan jeg forstå, hvor du har fået pølserne fra, der er nok død en gris hos jer. Det sker jo engang imellem, men oftest om vinteren…

Her uden for skolen er der en stor have, hvor franskmændene har kartofler og bønner og andre havesager. Vi må nok gå derude, men det er strengt forbudt at tage af havesagerne. Det er der flere, som ikke godt kan stå for. De er sultne, og så graver de kartofler op og koger. Det kan jo endda gå an, dersom ingen opdager det, men det går ikke altid godt, og så bliver vedkommende hårdt straffet. Det er også for galt, at soldaterne ikke kan få så meget at spise, som de kan have. Så er de jo næsten nødt til at stjæle eller tage selv. Der er også æbler og pæretræer i haven, men frugten bliver plukket af længe før, den er moden. Det er akkurat som små børn, men når folk er sultne, så spørger de ikke om forlov…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.