Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften 7. okt. 1917

… Jeg er lidt urolig for dig; men det nytter jo ellers ikke noget, at jeg går herhjemme og er bange for, hvordan det skal gå dig. Jeg var i kirke i dag, det var jo høstprædiken… og der var også mange til kirke. Nu er der jo igen mange, som spørger til dig, og alle ved de jo også nok, at det er et slemt sted, du er*. I dag er der et kort i Nationaltidende over egnen der, hvor skoven også er med på. Jeg beder hver dag, at Gud dog vil bevare dig min kære, kære Jørgen. Det er så svært for dig, at du skal blive ved med at tage afsked og rejse dertil, hvor det går hårdt til…

*Flandern

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.