Senest ændret den 4. december 2020 9:20
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.
Fjenden gentog ikke sit mislykkede Angreb om Natten, og der var den Nat en forunderlig Ro over Slagmarken.
Artilleriet skød nok endnu, men de søgte deres Maal længere tilbage, og kun nu og da fløjtede en forvildet Geværkugle omkring.
Kompagniet blev paany inddelt i Grupper, og det voldte ikke nogen Vanskelighed, thi der var kun 32 Mand. En Ordonnans blev af Kompagniføreren sendt af Sted til Regimentsstaben med Melding om, hvordan det saa ud hos os, og med Anmodning om Afløsning. Der kom Besked tilbage, at der ikke kunde blive Tale om Afløsning, men at vi vilde faa 7. Kompagni til Forstærkning.
Kompagniføreren gav personlig denne Besked videre, idet han gik rundt og trykkede hver Mand i Haanden til Afsked. Han vilde nemlig ikke blive her længere, og naar der kom en ny Kompagnifører, mente han, var der jo heller ikke Brug for ham mere. Han takkede os for udvist Troskab, og lod os forstaa, at hvis vi ikke var dumme, skulde vi blot se at komme af Sted, saasnart 7. Kompagni var kommet i Stilling.
Han overlod Kommandoen til Sepl og mig og forsvandt. Vi var de eneste Underofficerer, der var tilbage, thi Skorstensfejeren var blevet saaret i Benet og var løbet tilbage.
Det var med Vemod, vi saa Kompagniføreren tage af Sted. Han var et pragtfuldt Menneske og en dygtig Officer. Ikke mindst, naar Modet begyndte at svigte hos os andre, kunde han finde de rette Ord og i personlig Handling gaa foran i Opgaver, vi syntes uoverkommelige.
Henad Morgenstunden ankom det 7. Kompagni og overtog Stillingen, men der var ikke Tale om, at vi kunde faa Lov til at gaa tilbage. Kompagniføreren inddelte os i Kompagniets øvrige Grupper, ikke som selvstændige Grupper, men fordelt over hele Kompagniet. Sepl og Jeg forsøgte flere Gange at gøre vor Indflydelse som „Kompagniførere” gældende, naturligvis kun i den Hensigt at se at slippe bort, men han bedømte os til at være fejgt Pak, der kun havde at holde Bøtten og saa — lystre.
Dog, hvordan det gik eller ikke, vi vidste alle god Besked om Pierre- Vaastskoven, og i „ Ærinde” forsvandt vi alle lidt efter lidt ind i den.
I Løbet af Dagen havde vi alle faaet os samlet ved Farmen, og i Nattens Løb kunde Sepl og jeg „føre” Kompagniet, eller rettede, de sørgelige Rester heraf tilbage hertil.
Hvad der nu videre skal ske med os, har vi ikke erfaret, men Feldweblen mener dog, at vi foreløbig skal i Ro. Overalt ligger Kammeraterne og sover eller piller Lus af sig. Andre barberer sig, thi Skægget er blevet langt i de forløbne 10 Dage. Fra Køkkenet spredes en dejlig Lugt af Mad, og det er herligt at tænke paa, at vi kan spise den, uden at den blandes med Jord eller Jernstumper. Der er kommet Masser af Post, og vi faar vel nu Tid til at besvare den.
