Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Arras.
De allierede havde startet offensiven ved Loretto som et stort anlagt gennembrudsforsøg. Deres soldater var iklædt nye uniformer og var forsynede med forplejning til flere dage. De nåede dog kun nogle kilometer frem, før fremstødet blev kvalt i ild og blod.
Efter tyske opgivelser mistede de allierede ved dette forsøg omkring 150.000 mand. De tyske tab fik vi aldrig at vide, men alle de tyske stillinger gik tabt. Det var da heller ikke en udbygget stilling, vi nu kom ind i, kun nogle store granathuller, som var forbundet med hinanden med gravede render, så man kunne kravle fra den ene til den anden.
Sammen med en kammerat fik jeg anvist et sådant krater, der måske var fem til seks meter i gennemsnit. Min kammerat tog den første vagt. Jeg fandt en bræddestump, som jeg satte mig på, og med teltsejlet over hovedet forsøgte jeg at få lidt søvn.
Da jeg skulle overtage vagten, var det ved at blive lyst. På skråningen lige over for mig hang et teltsejl, jeg lettede på det for at se, hvad det kunne gemme. Der stak et par støvler ud, de lå med tæerne nedad. Da jeg vendte mig bort, så jeg, at der også stak et par støvler ud af leret på den modsatte side, men der vendte støvlenæserne opad. Begge mænd må øjensynlig være blevet begravet ved eksplosionen, hvad enten de nu har været døde eller levende.
Der var indbygget et lille skydeskår af stål mellem et par sandsække. Da jeg kiggede ud gennem det, så jeg næsten lige ind i ansigtet på en ung franskmand, vel næppe tyve år. Jeg ser endnu det smukke ovale ansigt og det kortklippede sorte hår. Han sad på knæene i et granathul, halvt sammensunket. Hans højre hånd holdt endnu om geværet, som lå på jorden, hovedet var sunket ned på brystet, og hans skråhue lå foran ham.
Det var meget på én gang, men det slog slet ikke til. Overalt, hvor jeg så hen, lå der døde mænd, ven og fjende mellem hinanden. Et sted lå en neger næsegrus på jorden. I venstre hånd holdt han en spade, og den lange, krumme kniv, der vistnok også er beregnet til at hugge sig gennem pigtrådsspærringen med, var faldet ud af hans højre hånd.
Han har nok været arbejdssoldat. Jeg sikrede mig ved lejlighed hans tornyster for at se, hvad sådan en sort monsieur havde af fornødenheder. Foruden nogle brogede sabelkvaster og noget lædertøj var der en garderhjelm, hvis blanke laklæder og messingbeslag samt den interessante »pikkel« øjensynlig havde fundet hans behag.
Det eneste fornuftige, der var i tornystret, var en klædebørste, som jeg for resten tilegnede mig. Nu skulle vi til at udbygge stillingerne, men gang på gang stødte vi på lig, og det var næsten umuligt at få dem begravet, for det var farligt bare at vise så meget som hovedet
oven for dækningen.
DSK-årbøger, 1960