Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Direkte eller indirekte hjælp ved desertion
I det sidst udkomne nummer af Haderslev Kredsblad for den 1. marts 1917 findes en kundgørelse fra det stedfortrædende Generalkommando i Altona, hvori det hedder: 1)hvem der faar troværdigt kendskab til, at en aktiv militærperson eller en hjempermitteret person har i sinde at desertere, og paa et tidspunkt, da det endnu vil være muligt at forebygge denne forbrydelse, og med forsæt eller uagtsomhed undlader ufortøvet at give den nærmeste militær- eller politimyndighed meddelelse herom, bliver, saafremt de bestaaende love ikke bestemmer højere frihedsstraffe, for det tilfælde, at den forbrydelse at desertere er begaaet eller blevet forsøgt, straffet med fængsel indtil et aar, og foreligger der formildende omstændigheder med arrest eller pengebøder af indtil 1500 mark. 2) samme straf faar den, som troværdig faar kendskab til og med forsæt eller af uagtsomhed undlader straks at meddele nærmeste militær- eller politimyndighed det, hvor en deserteret eller en person, der egenmægtig har fjernet sig fra sin trop eller tjenestestilling eller med forsæt holder sig borte eller egenmægtig har overskredet den ham tildelte orlov og holder sig skjult eller paa anden maade unddrager sig den militære kontrol.
Bladenes krigsvanskeligheder
Det i Aabenraa udkommende Apenrader Tageblatt meddeler i fredags sine læsere: Efter at allerede hærberetningen ikke kunde hænges ud i byen paa grund af mangel paa elektrisk strøm sidste søndag, og vi desuden er tvungne til at omgaas meget sparsommeligt med papir, beklager vi at maatte meddele, at for fremtiden beretningen ikke mere vil blive hængt ud paa tavlerne i byen, men kun paa vort forretningshus’ tavle.