Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Mine Nerver var nu ved at blive alvorligt syge. Jeg var træt i alle Lemmer og kunde ikke spise noget, hvorfor jeg ogsaa var bleven meget mager. Jeg havde indgivet en Ansøgning om at komme hjem paa Orlov, og Kompagniføreren lovede, at jeg maatte rejse den 19., altsaa om 12 Dage.

Om Middagen talte jeg med Andreas Jessen fra Smølmark. Han var kommen fra Orlov Dagen før og overbragte mig en Mængde Hilsener fra Familie og Venner derhjemme. Ja, det maatte dog være vidunderligt at komme hjem paa Orlov og komme sammen med kærlige Mennesker igen. Jeg savnede ofte en kærlig Haand, et kærligt Ord, et kærligt Blik. Her var alt saa koldt og stygt.

Den Dag kom vore Reserver, som skulde kaste Fjenden ud af vor Stilling. Men det var ingen let Sag at tilbageerobre den tabte Stilling, og der maatte stormes flere Gange. Nede ved Kløften var der henved 100 af de farvede Kolonial tropper; men der blev ingen af dem taget til Fange, da de havde dræbt vore Artillerister. Nu led de samme Skæbne.

Ved Artilleristillingen, hvor jeg sad og skrev den stille, straalende Pinsemorgen, saa det nu forfærdeligt ud. Der laa saarede og døde Kammerater i Snesevis, som havde farvet de hvide Tusindfryd med deres Blod.