Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.
Endelig d. 7. Jan. overskred vi den tyske Grænse. Glæden var stor! Musikken spillede : „Nu takker alle Gud”, og forskelligfarvede Raketter blev sendt til Vejrs. — Næste Dags Morgen afsendte vi Telegram hjem — vi havde i Maaneder ikke haft mindste Forbindelse med vore kære derhjemme.
Derefter foretog vi en grundig Rensning af vort Tøj og Legeme. Et Varmvands-Brusebad var herligt! Meget bedre end Mad. Aah, ja, hvor var det godt at faa Snavs og Lus af sig og faa nyt og rent Linned paa Kroppen! Alt var Liv og Glæde, og der var kun en Sviptur hjem.
Vi anede ikke, at Tilstandene var saa daarlige, som de viste sig at være. — For 2½ Maaned siden havde jeg rejst omtrent samme Vej, og da gik alt Tip-Top. Nu var det hele forstyrret, Polakkerne havde besat Byerne langs Linjen Thorn-Schneidemyhl, saa den direkte Linje efter Berlin var forhindret.
Vi tænkte saa paa at tage over Pommern og Meklenborg, men ogsaa her var det næsten ufremkommeligt. Det var nemlig ikke alene os fra Ukraine, der skulde hjem; ogsaa fra Estland, Livland og Kurland kom større Transporter. Dertil kom, at de russiske Fanger skulde hjemsendes, for det var smaat med Ernæringsmidler i Tyskland. Saa skulde der tillige sendes Krigsmateriel til de Tropper, der kæmpede med Polakkerne.
Samtidig med al denne Transport skulde Tyskerne levere en Mængde Jernbanevogne og Lokomotiver til Frankrig, og vi saa af og til hele store Tog af ny eller nymalede Vogne paa Vej til Frankrig.
Jernbanemændene i Tyskland er dygtige til at klare Forholdene, men dette her var for meget. Vi gamle Soldater forstod det og bar over med, at vi hist og her maatte holde stille i Timer, ja, undertiden et helt Døgn. Men nægtes kan det ikke, at vi var fyldt af inderlig Hjemve.
Heller ikke var det hyggeligt i Toget; vi maatte jo rejse i Godsvogne, 32 Mand i hver.