Senest ændret den 8. januar 2018 22:30

Den 7. januar 1918 bordede og sænkede U-157 med Max Valentiner som kaptajn det franske troppetransportskib “Qued Sebou” (1540 BRT).

Pludselig en kyst i sigte: Afrika. Samtidig får vi et skib i sigte. Det sejler langs den afrikanske kyst mod syd. Jeg havde ingen tid at spilde, for damperen – som desværre næsten alle dampere – sejlede bestemt hurtigere end mig, også selvom jeg, som nu, brugte begge maskiner …

Afstanden var 16.300 meter, altså overordentlig stor. Alligevel lå vores skud ikke helt dårligt. Mere end 16 kilometer er noget af en afstand, det var derfor ikke nogen overraskelse, at damperen ikke så os, ikke vidste, hvorfra nedslagene stammede. Pludselig så vi, hvordan han beskød et sejlskib i nærheden. Åbenbart troede han at der var tale om en slags “Seeadler” à la Graf Luckner.

Men til sidst så han os og begyndte at skyde på os. Hans nedslag lå temmelig godt. I mens nåede mine kanoner en rasende skudhastighed. Det gjorde ham tydeligt nervøse.  Han vidste naturligvis ikke at mine motorer var så lidt værd, ellers var han simpelthen sejlet fra os. Pludselig så vi en røgsky i stedet for damperen. Han lavede “tåge”.

Det var ret smart, men tilsidst lagde vi mærke til mastespidserne, fandt dermed et mål for vores kanoner og fyrede videre. Så opgav han det. Vi så, hvordan mastespidserne rørte sig, og han kom ud. Afstanden var nu kun lidt mere end 16.000 meter: altså næsten nærdistance for 15-cm kanoner: Hvert skud skulle træffe.

Men han skød også igen, hans kaliber synes at være den samme som vores. Og han skød fremragende, kort og langt. Gabet blev hele tiden smallere, han korrigerede hele tiden bedre, og skød sig stadig bedre ind. Nedslagene, de enorme, sprøjtende vandsøjler, rejste sig ikke hundrede meter foran og bag os. Jeg kunne regne ud, hvornår den første svære træffer fra “15eren” vil slå ned i kommandotårnet.

Der skulle “ske noget”, og det med det samme! Opgive damperen? Udelukket! Ikke fordi jeg indtil da så godt som intet havde sænket. Nej: vi var sultne, javel, vores proviant var allerede blevet “rationeret”, præcis som i Tyskland!

Jeg stoppede. Straks forstummede maskinerne. På den måde vandt jeg tid: Modstanderen havde regnet med en bestemt hastighed og afstand for U-157. Det gamle trick lykkedes virkelig. Hans nedslag lå en tid lang dårligt. Men snart havde han igen korrigeret sig hen på “U-157”. Jeg gik nu tilbage med fuld kraft på begge maskiner og narrede endnu en gang damperen. En tid lang lå hans nedslag igen dårligt. Alligevel gjorde artillerikampen mig temmelig nervøs, for nedslagene var svære, hver af de høje vandsøjler sydede allerede så tæt, at vi alle blev våde af støvregnen. Jeg ændrede igen farten, da et skud sad lige ved siden af stævnen, så et sprængstykke rev et hul i vores træbeklædte bak.

Vores kanoner trommede stadig hurtigskydning. Vores skud lå ganske godt, men jeg havde kun observeret to træffer i damperen. Alle andre skud lå for langt eller for kort.

Pludselig en frygtelig detonation agter!

Skræmt til døde og indstillet på det værste river jeg min Zeiss-kikkert fra øjnene, hvilket syn: I stedet for kanonmandskabet en sønderflænget blodig masse … kanonføreren, en kæmpe mand med et flagende fuldskæg står som den eneste ved kanonen. Melder roligt og sagligt: “Bagerste kanon ukampdygtig”. Uvilkårligt tænker jeg: Det kan jeg se, min dreng.

Mens jeg tøver et øjeblik , fyrer den forreste kanon videre, måske to skud til. Så farer det gennem mit hoved: “Herre Gud, vi må dykke, ellers er vi fortabt. Træfferen ved kanonen er en forfærdelig advarsel.” Jeg befaler højt: “Hurtigdykning”, ” bring døde og sårede forsigtigt ned i båden.” Den forreste kanon indstiller skydningen, alle løber  i mellem hinanden for hurtigst muligt at gøre båden klar til dykning. Døde og sårede bliver båret ned af deres kammerater. Jamren, trøstende ord, rådslagning, skældud, alt imellem hinanden.

Dækket er allerede rømmet, da falder det mig ind, at der ikke længer slår granater ned omkring vores båd. Jeg ser med kikkerten over på damperen. Netop da hejser damperen et hvidt flag. Jeg glemmer vores uheld, brøler ned i båden: “Dyk ikke, øjeblikkeligt tilbage til på pladserne, damperen synes at overgive sig.”

Lige så hurtigt som folkene forsvandt fra dækket, kom de frem igen. Den forreste kanon bliver gjort skudklar, selv ved den bagerste kanon fumler kanonføreren rundt, jeg høre, hvordan han igen helt fortumlet melder: “Bagerste kanon fuldstændig ukampdygtig.”

Imens vi langsomt nærmer os damperen og jeg holder skarpt øje med den i kikkerten, spørger en eller anden mig: “Er Hr. Kaptajnløjtnanten såret?”
“Hvordan det?” Så bemærker jeg først, at jeg er oversprøjtet med blod fra top til tå. En fugtig, klæbrig masse sidder på min krage. Men det er ingen ting. Er som alle andre på broen fuldstændig uskadt. Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod.

Da afstanden til damperen var omkring 4.000 meter, kunne jeg i kikkerten se, at to fyldte både stødte fra damperen og satte kurs mod den afrikanske kyst. Jeg kunne også se, at bådene var proppede. Den var altså forladt, damperen. På en gang skød mistroen op i mig: Ganske rigtig, pludselig havde damperen sænket det hvide flag! Jeg befalede hurtigskydning mod den – den var jo forladt, ikke? Så kunne et par granater ikke skade nogen … !

Med høj fart, stadig skydende, kommer vi nærmere. Jeg tager ikke kikkerten fra øjnene … Hvad var det? Damperen er fuld af mennesker! Det gør mig forfærdelig ondt, at vi har beskudt den fyldte damper. Damperen er uden tvivl en troppetransport. Det vrimler med mennesker, ophidsede løber de frem og tilbage, en myretue.

Da “U-157” er på omkring 1.000 meters afstand, ser jeg, hvordan en gruppe mennesker løber agterud og besætter den temmelig højt placerede kanon. Men endnu før kanonen på damperen er drejet rundt, har mine folk åbnet ild. Der falder et skud, der er rettet direkte imod den bagerste kanon. Rammer ikke, men folkene flygter fra kanonen, granaten må have hvæset forbi umiddelbart over deres hoveder. Igen panik på damperen, enkelte falder i havet, de fleste løber ud i forstavnen. Jeg fløjter igen med batteripiben [vagtofficerens bådsmandspibe], mine folk reagere øjeblikkeligt og høre op med at skyde.

Nu er vi helt tæt på. Ved damperens ræling står negersoldater, ser forfærdet på vores kæmpe ubåd … Damperen er hullet som en si, der ser frygteligt ud ombord, alt er sønderflænget af granaterne …

Jeg lader to både sætte i vandet. En med sanitetspersonale til damperen, en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet (vi har hårdt brug for dem).

Så er vi inde op 50 meter. Mine folk betragter nysgerrigt og opmærksomt damperens ræling. Pludselig tumler en fyr – åbenbart kanonføreren – hen mod kanonen … Vi er to meter fra damperen. Det ville ikke være nogen spøg. Mine folk er allerede styrtet til den forreste kanon, sigter … det ville være blevet et skrækkeligt blodbad! Da river negerne kanonføreren væk fra kanonen … “Jeg ham på kornet”, skriger en af mine folk, som er en særlig dygtig skytte og som har hentet sig en karabin fra kommandotårnet. “Hold op”, råber jeg til ham … Uforstående glor han på mig. I hans øjne lyner mordlysten…

Doktoren er klatret ombord med sine folk. Han vender sig om og råber over til os: “Her ser det skrækkeligt ud! Hvad skal jeg gøre med de sårede … vil De ikke selv kommer over og ser nærmere på elendigheden?”

I mellemtiden så jeg, hvordan begge de to både var landet på den flade kyst. De første folk havde knap sat en fod på jorden, før de var omringet af beduiner, som ørkenen – Gud ved hvorfra – havde udspyet med heste og geværer. Jeg så hvordan de undersøgte folkene … og utvivlsom udplyndrede dem.

Jeg kravlede ned i båden. Sejlede hen. “Uezebu” stod der skrevet med store bogstaver på stævnen. Agterud flagrede et laset fransk flag … Ved falderebet modtog en stor sort sergent mig med en vis højtidelighed, men også med troskyldighed. Hans bryst var fuld af krigsordner. Han hilste stramt, rakte mig så venskabeligt hånden. Jeg tog imod den. Lægen råber til mig: “Denne underofficer er tilsyneladende det eneste fornuftige menneske ombord …”

Jeg går sammen med sergenten over dækket: Det var det forfærdeligste, som jeg indtil da havde oplevet under krigen … de døde lå sønderrevet rundt omkring på dækket … med tomme øjne så mennesker på mig, jeg så på dem, de manglede deres lemmer … Jeg var næsten gledet: Blod … foran mig en neger, hvis ben er skudt af. På trods af det skrækkelige sår lader det ikke til, at han har smerter, for han sidder på kanten af lugen og ser bedrøvet på mig. Nogle meter fra ham hænger en bananklase. Jeg river nogle af, giver ham dem. Lægen siger: “Herre Gud, manden har bestemt ingen appetit!” Men negeren griber bananerne, flår skrællen af, begynder at spise.

---

Jeg trådte ind i kortrummet henover to døde, hvis hænder rakte stift op i himmelen. Dér lå i et hjørne telegrafisten. En granatsplint i lungen. Han så på mig … bad med svag stemme om en cigaret.  Jeg gav ham den … Han havde til det sidste telegraferet efter hjælp. Vi havde aflyttet det. Så kunne han ikke mere: Hans afrevne arm med gule voksfingre lå endnu ved morsenøglen!

Bag korthuset havde samme skud fejet som en le. Et stort antal folk havde vel ville søge dækning her. Nu lå de ovenpå hinanden, forrevne og sønderknuste. Ved siden af denne bunke en helt nøgen, kulravende sort, velvoksen neger. Blot en lille bitte splint i hovedet synes at have slukket hans liv. Sergenten sagde blidt på fransk: “Det er min kære lillebror, hvad skal jeg sige til vores stakkels moder?” Lægen skar et muslingearmbånd af håndledet og gav det til sergenten.

Men der var ingen tid til at falde hen i tanker, hvert øjeblik kunne hjælpekrydseren dukke op: Vi havde opfanget dens svar. “Hold ud en time endnu”, havde han telegraferet! Den time var gået for længst! Jeg gav sergenten ordre til at sætte den store flåde, der lå agter, ud. Han trommede alle folk sammen til dette arbejde, mine matroser hjalp til. Så blev alle der endnu trak vejret slæbt ombord på flåden. Et vanskeligt arbejde, for mange havde slemme sår og måtte bæres forsigtigt.

En del af negerne havde drukket sig fra sans og samling. De folk var som vilde dyr. Jeg ser en, der som en stor vred sanktbernhardtshund tænderskærende svømmer rundt i vandet og ikke kan overtales til at blive på flåden. Han vil absolut gøre noget ved vores ubåd. Man så, hvor rasende han var, han brølede som en vild gorilla. Måske er han også blevet sindsyg!

Mens vores båd lodsede 16 tons proviant, padlede flåden langsomt indtil bredden, hvor beduinerne allerede ventede. Jeg betragtede den triste færd til den forsvandt i skumringen. Til det sidste kunne jeg se sergenten oprejst på flåden, roligt vinkede han: En brav, tapper soldat! Jeg tog kasketten af i dyb beundring for denne sande soldat.

Senere læste vi i aviserne, at de skibbrudne ikke var blevet slået ihjel, men at de blev fuldstændigt udplyndret af beduinerne og nogle dage senere ankom splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro. Staklerne havde været på vej til rekonvalescens fra vestfronten!!

Det var blevet mørk nat, mens mine soldater slæbte proviant om  bord. “Vi har fundet vinlageret!”, lød det pludseligt, “Champagne er der også …” Midt i glæden meldingen: “Lys i sigte!” Uden tvivl hjælpekrydseren, tænkte jeg, fortumlet af de mange oplevelser …

Jeg gav befaling til at antænde sprængpatronerne og øjeblikkeligt at komme over på ubåden. Et minut efter var folkene ombord. De skyndte sig til deres dykkestationer, gjorde torpedoer klar til affyring. Mens jeg sejlede mod lyset, hørtes fra damperen sprængpatronernes dumpt drønende eksplosion. […] Det havde været en blodig dag – også vores tab var forfærdelige: Vi havde tre døde, ti sårede.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 230-40)