Senest ændret den 4. marts 2021 11:32

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten.

Næste Dags Morgen gik jeg igen til Vognkolonnen. hvor jeg Aftenen i Forvejen havde efterladt min Bagage. Jeg havde ikke ventet ret længe, før vor Afdeling ankom. Jeg meldte mig til den forreste Løjtnant, som jeg forklarede Sagens Sammenhæng. Løjtnanten svarede, at jeg kunde vente paa en Vogn, der kom lidt senere, og der kunde jeg aflevere Bagagen.

Det blev en lang og anstrengende Dagsmarch. I de første Mørkningstimer naaede vi frem til Feltkøkkenet. Det stod og ventede paa os i en forladt Landsby. Vi spiste vor Mad, og saa gjaldt det om at finde et Leje for Natten.

Mens nogle Kammerater og jeg var i Færd med at udbedre en gammel, utæt Rønne, traadte tre ukendte Soldater ind ad Døren. Den ene trak mig i Ærmet og spurgte, om jeg vilde vare med som fjerde Mand til at besætte en for Øjeblikket tom, men forholdsvis lun lille Hestestald. Dette tog jeg imod, og da vi ankom til Stalden, forestillede vi os for hinanden. Han, der havde tiltalt mig først, var Pastor Kardel, Sognepræst i et Sogn paa Als. De to andre, hvis Navne jeg ikke husker, var noget ældre. De var fra henholdsvis Flensborg og Husum.

Næste Dag skulde den sidste Vejstrækning til Fronten tilbagelægges. Allerede fra Morgenstunden blev det betydet os, at vi skulde bevæge os stille og roligt, for ikke at tiltrække Fjendens Opmærksomhed.

Der var ellers endnu mange Kilometer til Fronten Vejen var fremdeles daarlig, og det gik kun langsomt fremad. Det lakkede mod Aften, før vi naaede vort Maal, en lille Landsby ved Orginski-Kanalen. Da vi havde faaet noget at spise, maatte vi søge efter et Logi for Natten

DSK-årbøger 1952