Laust Fogtmann, Gesing pr. Skærbæk, gjorde krigstjeneste i IR163, der i foråret 1917 blev indsat ved Arras.
Midt om Natten i denne forfærdelige Trommeild kom der Ordre om at besætte Feltvagten. Da Ordren var givet, styrtede Feldwebelen om. Han var besvimet, men efter nogen Tids Forløb kom han dog til sig selv igen.
Det tog os lang Tid at blive færdig til at rykke frem, for vi følte, at vi skulde frem i et brølende Hav. — Det var blandet med Lervandet fra Løbegraven. Der var næsten bælgmørkt, og Terrænet var oplyst af eksploderende Granater.
Vi havde baade faldne og saarede. Hjælp kunne ikke ydes. Vi skulle afløse Mandskaberne ved en Kirkegaard, men da vi kom derud, var der ingen at se, og det var haabløst at opholde sig her. Vi var uden at blive opdaget kommet saa langt over mod de engelske Stillinger, at vi nu laa foran den engelske Trommeild.
Tyskernes Artilleri var blevet tavs. Naar vi saa fremad og ned langs Fronten, havde Himmelen et rødligt Skær, men saa vi tilbage, øjnede vi kun eksploderende Granater. Det var et Flammehav, saa langt vi kunde se, og Jorden rystede og bævede.
Vi var kun faa Mand i vor Afdeling, og jeg var den eneste Dansker. Imellem os var der ogsaa en Saniteter, men hans Nerver stod fuldkommen paa Højkant. Han gik lige over til den engelske Stilling og kom i Fangenskab.
Vore Befalingsmænd raabte til ham, at han skulde vende om, ellers blev han skudt, men han reagerede ikke, og der skete intet.
Hen imod Daggry maatte vi forlade Stedet for ikke at blive opdaget, og vi kom tilbage til Neuville. Vi fandt en Understand, hvor vi kunde opholde os i nogenlunde Sikkerhed; men hvor var vi trætte og udmattede. Jeg fik Ordre til sammen med en anden Kammerat at bære en død Soldat ud, som laa nede i Understanden. Han fandt sit sidste Hvilested ved Indgangen til Understanden.
(… fortsættes)