17. oktober 1915. “… der lugtede af lig fra mange af ruinerne.”

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto.

Så skulle vi til afløsning i forreste linie på Gisselerhøjen. Fra Angres drejede vi til venstre ad vejen til Givenchy, en større landsby, der næsten uafbrudt lå under ild fra de franske kanoner. Gennem denne by førte nemlig den eneste hårde vej ud til dette afsnit af fronten.

Der var da heller ikke et eneste helt hus her, og der lugtede af lig fra mange af ruinerne. Et sted ved siden af vejen lagde jeg mærke til et keglespil, rejst af ueksploderede granater. Kongen var kaliber 21.

Man blev tit forundret over, hvor letsindige folk kan være. Før vi kom ind i byen, fik vi et lille hvil, så tog vi geværet i højre hånd, og nu gik det i stærkt løb gennem gaderne, der delvis var spærret af tømmer og væltet murværk.

Der havde været løbegrave op til stillingerne, men de var delvis sammenskudte og fyldt med. vand, så vi masede af sted ved siden af. Det var i mørket ikke let at komme uden om de mange granathuller, og af og til lød en undertrykt ed. Det er ikke rart at falde i et vandfyldt hul, men når der så falder en eller to ned ovenpå, kan man jo nok give ondt af sig . . .

DSK-årbøger, 1960.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *