Senest ændret den 31. januar 2016 14:17
Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten
Madame Badoux.
Frankrig, den 6. Januar 1916.
Kære Venner!
Efter hvad jeg erfarer, har I haft Vinter hjemme, en hvid Jul. Her i Nordfrankrig er Vejrliget helt anderledes. I Julen havde vi Regn og Slud, temmelig stærk Blæst, men ingen videre Kulde. Frost har vi ikke haft i Aar, lidt Nattefrost undtagen. Bønderne arbejder hver Dag paa Marken, kører Gødning, pløjer og saar. Jordbunden er her saaledes, at selv om det har øsregnet i en hel Uge, saa kan Bønderne dog arbejde paa Markerne, da der er Kalklag under, saa at Fugtigheden straks trækker bort.
I disse Dage har vi mildt, foraarsagtigt Vejr. Elmetræerne staar ordentligt med svulmende Knopper, og Tusindfryden titter overalt frem paa de grønne Græsmarker. Klimaet er dejligt her i Frankrig.
Men Kanonerne tordner. Krigen ligger som en Mare paa Landet her. Overalt, hvor Du vender Dig hen, mindes Du om Krigen.
Kanonernes Malmmunde brøler det ud, saa det runger milevidt: Krig! Krig! Flyvemaskinernes stadige Brummen taler det samme Sprog. Hvorhen Du vender Dit Blik, mindes Du om Krigen. Ruiner, Brandtomter, Kvinder med Sørgeslør, feltgraa Krigsmænd.
Den Egn, hvorover Krigens Fakkel har lyst i over et Aar, den er værd at beklage. Vi maa være glade og taknemlige for, at vor Hjemstavn er bleven for- skaanet for Verdenskrigens Rædsler.
Sidste Nat vaagnede jeg ved Lyden af springende Granater, det var Englænderne, der sendte Granater ind i L. Man undres ofte over, at Modstanderen bombarderer Byer, der ligger langt bag Fronten. Det gaar jo oftest ud over sagesløse Personer, over Kvinder og Børn. Men det er moderne Krigsførelse; Kulturen fejrer sine Triumfer.
Jeg var i Eftermiddags henne at besøge Madame Badoux. Det er stedse en Fornøjelse for mig at træde ind i hendes propre Bod; smilende rækker hun mig Haanden med et: „Bon jour, Monsieur!“ Hun er Elskværdigheden selv. Jeg besørger mine beskedne Indkøb, hvilket alt sker under livlig Passiar, og jeg maa endelig ikke gaa uden at drikke en Kop Kaffe og smage hendes vidunderlige Risomelette, som hendes Datter har lavet. Omeletten er virkelig mageløs, og da jeg udtaler min Beundring over den, skal jeg absolut have et Stykke med hjem til min „tykke Kammerat“ og „den lille Korporal“.
Ja, saadan er Befolkningen her i Frankrig, høflig, venlig og forekommende.
Da jeg takkende rækker Madammen Haanden til Afsked, spørger hun: „Hvor længe vil Krigen endnu vare?“ Jeg trækker paa Skuldren og svarer: „Kan ikke sige det, Madame, maaske kan den vare længe endnu.“ Da forsvinder for et Øjeblik Smilet fra hendes Ansigt, et Par Taarer perler i hendes mørke Øjne, mens hun med usikker Stemme siger: „Hvorfor har vi Krig, Monsieur?“ Jeg bliver hende Svaret skyldig. Der gives her i Livet saa mangt et „Hvorfor“, vi ikke kan besvare.
Men efter denne Verdensbrand vil vi vel komme til at se mange Ting i klar Belysning, som nu er skjult for os i Taage.
Eders hengivne Th. K.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)