Af Allan Otto Wagner.
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten.
Efter nogen Tids Søgen frem og tilbage, til højre og til venstre, lykkedes det op paa Formiddagen Resterne af vort Kompagni at blive samlet. Efter Gaarsdagens Stormangreb og Nattens russiske Modangreb og det deraf følgende Virvar kunde dette nok være et Problem. Kompagniet var under Flugten spredt for alle Vinde. Russerne havde jaget os ud af vor Skyttegrav.
Efter at Kompagniet et Stykke Tid havde været uden Officerer, havde vi nu faaet en ny Kompagnifører. Da denne lod Kompagniet træde an, maatte vi med Vemod erkende, at Geledderne var blevet afkortede. Det havde tyndet slemt ud i Rækkerne.
Kort efter (6. januar 1915) traskede vi af Sted igennem Løbegravene og ud i forreste Linie. Den omstridte Skyttegrav var atter kommet i vor Besiddelse. Her var der mere end uhyggeligt, for oven for Graven laa mange faldne russiske Soldater, og fra den ene Side fik vi Flankeild. Graven var efter Erobring og Tilbageerobring en Del medtaget. Der var kun ringe Dækning. De døde Russere blev brugt til at dække sig bag ved. Da vi ud paa Aftenen blev udskiftet og kom i anden Linie, havde vi tre døde og flere saarede. I anden Linie blev vi liggende den følgende Dag.
I tre Dage havde vi været uden Mad og Drikke. Tørsten maa have pint os, for trods Forbud smeltede vi Sneen i vort Kogekar og drak Snevandet. En Kammerat dristede sig til at forcere et Stykke Ingenmandsland for at naa et sønderlemmet lille Hus, hvor vi kunde skimte en Vippebrønd. Men efter at han havde faaet en Kugle gennem Kogekarret, som han holdt i Haanden, fløj han hurtigst muligt i et Granathul og foretrak at blive liggende der, til det blev mørkt. Vi trængte ogsaa til Søvn og Hvile, og det var paakrævet. Den 7. Januar om Aftenen blev vi afløst og kom tilbage til Ludwikow. I Ruinerne af denne By hvilede vi ud.