A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.
Vi kom da igennem Natten, og Dagen derpaa — efter at Telefonledningerne saa vidt muligt var reparerede — forsvandt Halvdelen af Etablerings-Truppen. De skulde ikke nyde en Nat til, — en Nat, som blev ligesaa uhyggelig som den lige skildrede. Dagen efter igen forsvandt Resten med Undtagelse af Wurttembergeren Dürrer. Vi to var alene den tredie Nat.
Men saa turde jeg ikke friste Skæbnen længere til ingen Nytte, og henmod Aften sagde jeg til Dürrer: „Nu gaar jeg ind til Hovedtruppen og faar et Hestekøretøj; saa kommer jeg og henter dig i Morgen, for dette her er til ingen Verdens Nytte!” —- „Ja, stik du bare af”, sagde den tapre Schwabe, — „du skal vel ikke nyde en Nat til! “ —- „ Nej, ikke med min gode Vilje”.
Om Aftenen drog jeg saa af Sted for at finde vor Ballonzug i Nærheden af Hangest, og det var ikke nemt. Det var let nok at se, hvor Fronten var, for den viste sig som en stor Halvkreds mod Vest, hvor det flammede og bragede uden Ophør. Men mod Øst var Vejene vanskelige at finde — og at gaa der mutters alene og stolpre og falde over Lig mellem eksploderende Granater var nu ikke sjovt.
Jeg kom ogsaa helt ud af Kursen og endte til sidst i en større By, som senere viste sig at være Montdidier. I Byens Udkant, i en stor Lade, sov jeg denne Nat sammen med mange Infanterister, medens selve Byen blev beskudt.
Dagen efter kom jeg til Hangest, fandt vor Ballonafdeling og aflagde Rapport. Jeg ventede mig en ordentlig Skylle af Lt. Küster, som jo ikke var mig venligt sindet i denne Tid. Ganske vist mente jeg jo, at jeg igen havde handlet efter Konduite; men jeg havde jo forladt min Post!
Dog — intet skete; min Melding blev bare taget til Efterretning. Der blev sendt en Vogn af Sted efter Dürrer, som hen mod Aften kom tilbage som den pligttro Tinsoldat, der havde holdt ud til det sidste.