P. Lassen, Rise, var ved et vagtkompagni
Efter et Aars Ophold i Schwerin, hvor vi udførte Vagttjeneste, kom jeg sammen med andre Kammerater til Øen Sild, som var Krigsomraade. Dette foranledigede en Berliner til i ramme Alvor at paastaa, at vi nu laa helt ude i første Linie. Paa en Maade havde han jo Ret, men der var jo dog et helt Vesterhav mellem Linierne.
Jeg var fire Maaneder paa Sild, men saa kom der pludselig Ordre til, at alle, der hørte hjemme i Spærreomraadet Nord for Flensborg, ikke mere maatte opholde sig paa Sild. Vi blev sendt til Cuxhaven eller til Wilhelmshaven. Jeg kom til Wilhelmshaven.
Paa en Maade var jeg godt tilfreds med Byttet, for Kosten var bedre, og syntes man, at man ikke fik nok at spise, kunde man gaa paa „Krydsning”, som det kaldtes; d.v.s. man gik om Bord i Skibene og spurgte, om der var lidt tilovers, og man havde næsten altid Heldet med sig.
Tiden gik med at staa paa Vagt ved Elektricitetsværket eller paa Broerne, hvor der laa U-Baade. Sidst i Oktober og først i November 1918 kunde man ikke undgaa at føle, at der var Uro blandt Marinens Mandskab.
En Aften, da jeg stod paa Vagt paa en af Broerne, førtes hundrede arresterede Marinesoldater bort. Man sagde, at de skulde til Bremen, for de stedlige Arrester var overfyldte.
Da vi den 5. November traadte an for at hente Mad, gik vor Bataillonsadjudant ind i vor Barak. Vi lagde dog ikke noget særligt i det, selv om det forekom os lidt mærkeligt. Vi spiste vor Mad i Fred og Ro og var saa fri Resten af Dagen.
Paa een Gang lød Kommandoraabet: „Træd an, men hurtigt!” I Løbet af et Øjeblik stod Kompagniet feltmæssigt paa Plads. Hver Mand fik udleveret 30 skarpe Patroner. Jeg var ikke glad ved Situationen, for jeg var nok klar over, at disse Patroner skulde bruges mod vore egne Folk.
Da vi skulde til at marchere af Sted, kom vor Postordonnans. En Kammerat fra Hamborg snappede i en Fart sit „Fremdenblatt”. Vi marcherede hen paa Politistationen og førtes ind i nogle tomme Lokaler. Hamborgeren fik nu sin Avis frem og læste en stor Nyhed: I Kiel er der Revolution, og man har oprettet et Soldaterraad!
Jeg fik Hold på mig selv og blev pludselig ganske rolig, for nu vidste jeg, hvad der var i gære. En Mand kom ind og spurgte, om nogen manglede Brød. Det gjorde vi naturligvis alle, og vi fik baade Brød og Pølse udleveret. Alt forblev roligt i Byen, og da Klokken var blevet elleve, fik vi Ordre til at marchere tilbage igen.
(… fortsættes)