Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.
(… fortsat)
I det tidlige Foraar blev ti Mand afkommanderet, deriblandt Laust Dollerup og jeg, og sendt ud i en fremskudt Stilling Syd for Byen Gevgeli. Det var en større By, der ligger ved Vardar Floden, tæt ved den gamle Grænse.
Her stod to 15 cm Haubitser omtrent 800 Meter fra hinanden, og midt imellem dem slog vi os ned. Et Skur blev bygget af Træ i Bunden af en nu ubenyttet Vandingskanal, der løb langs med den lave Bjergskrænt og var dækket med Jord.
Her boede vi i fem Maaneder og havde det rigtig rart, naar lige undtages, at Franskmændene jævnligt skød efter os med deres smaa Feltkanoner, til Tider temmelig kraftigt endda. Da der kun var ca. en Kilometer ud til Skyttegraven, havde de let ved at naa os, og de vidste ogsaa paa en Prik, hvad vi lavede, og hvor vi opholdt os.
Fra Artilleriets Observationspost eller „Schallmesser“, hvor de maaler den Tid, det tager fra Afskud til Nedslag for at bestemme det fjendtlige Skyts’ Position, kunde man se Skibene sejle ud fra og ind i Salonikis Havn.
Vort Arbejde bestod i at bygge en Kanonunderstand, Mage til dem, Tyskerne byggede under sidste Krig paa Jyllands Vestkyst. Vi kunde omtrent gaa og passe os selv og var ikke belemret med mange overordnede. En Underofficer ledede hele Arbejdet.
De højere Herrer holdt ikke af at være derude og kom kun en helt enkelt Gang om Natten for at inspicere. En Nat kom de ud med en Kasse Øl til os. Meningen var, at vi skulde tegne Krigslaan, men jeg tror ikke, de fik andet ud af det end tomme Flasker. Vi skulde ikke have noget tegnet.
(… fortsættes)