Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 5. marts 16. Søndag

Min kære Jørgen!

I dag har jeg tænkt så meget på dig og længtes efter dig. Nu er det fjorten dage siden, jeg besøgte dig, og så kan vi jo snart begynde at glæde os til det næste besøg. I går talte jeg med Bertha, hun ventede næsten Hans hjem lidt igen. Hun klagede sig jo lidt, og jeg synes da ellers, hun har helt god grund til at være tilfreds. Hans, som slet ikke er tildelt transport eller sligt. Hun bad mig, om jeg ikke kunne besørge hende nogle havregryn fra Anslet Mølle, og det lovede jeg. Nu er det jo, om Hans [førstekarlen, aøs] er tilfreds, når han skal køre derop for det; men vi kan jo også lade andet male ved samme lejlighed. Det er så knapt med gryn i Haderslev, de kan kun få 2 pd. ad gangen, syntes jeg hun sagde. Og sukker biir det også knapt med. Jeg er glad ved, at jeg fik en sæk sukker bestilt hos Møllers, for nu er det vist galt nok at få en hel sæk. Ja, hvad skal det da blive til, det er ikke at forstå…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.