Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bragte i juni-juli en række afsnit og rundede også året 1919 af med et afsnit. Her i januar-februar bringes en række erindringsglimt fra afstemningstiden.

(… fortsat)

Næste Morgen, da jeg traadte ind paa Borgmesterens Kontor, hørte jeg, at Dr. Schindelhauer stod oppe i selve Raadhussalen, hvor han havde samlet hele Personalet, Sekretærer, Assistenter, Medhjælpere, Politibetjente osv., ca. 40-50 Personer.

Vi hilste paa hinanden, og han sagde, at han ønskede at sige et Par Ord til Forsamlingen. Det var til Afsked. Derefter rakte han hver af dem Haanden og sagde dem Tak for godt Samarbejde.

Dette var naturligvis foregaaet paa Tysk.

Jeg havde holdt mig i Baggrunden.

Men nu var det Øjeblik kommet, da den store Forandring skulde ske. Den fuldbyrdedes i al Stilfærdighed ved, at jeg traadte frem og paa Dansk meddelte, at Ledelsen herefter var lagt i min Haand. De, der ikke ønskede at tjene Den internationale Kommission og mig, kunde sige det straks.

Der meldte sig ingen. Alle gik tilbage til deres Plads, og jeg maa sige, at jeg kun har gode Minder fra Samarbejdet.

Inde paa Kontoret gav Dr. Schindelhauer mig endnu nogle fortrolige Oplysninger om visse Forhold, der maatte være af Interesse for Efterfølgeren.

Derpaa gik han henimod Døren. Opfyldt af en forklarlig menneskelig Medfølelse kunde jeg ikke undlade at sige nogle venlige Ord til ham. Han svarede sagtmodigt:

”Forholdene er ofte stærkere end Mennesket!”

Derpaa tog han i Haandtaget. Jeg fulgte ham ud ad Gangen. Ved den ydre Dør rakte han mig Haanden:

”Jetzt geht der letzte deutsche Bürgermeister.”

Det var hans sidste Ord paa dette Sted, hvor han havde virket arbejdsomt og flittigt i samfulde atten Aar — uden nogen Sinde at komme i Kontakt med Befolkningen.

Da jeg lidt senere kikkede ud i det forreste Kontor, fik jeg Øje paa een Mand. Det var Sekretær Frederik Jensen, en pligtopfyldende dansk Borger, der i et langt Aaremaal havde haft sin Gerning paa Raadhuset, men var blevet dukket og holdt nede for sit Sindelags Skyld.

Hans Ansigt lyste af Glæde. Jeg tror, at han i dette Øjeblik følte sig som det lykkeligste Menneske paa Guds grønne Jord.

Jeg satte mig stille ned paa Borgmesterens Stol og tænkte: Ak, hvor forandret!

Paa Skrivebordet foran mig stod i en lang Række opstillet et halvt Hundrede Bind med Lovsamlinger og Politiforskrifter. Jeg aabnede dem aldrig. De mange Mennesker, hvis Forhold skulde ordnes paa dette Kontor, var mærket af fire Aars Krigsoplevelser og al den Nød, der fulgte efter.

Deres Psykose lod sig vanskeligt behandle ved Fredstidens Paragraffer. Jeg spurgte mig selv, om det ikke vilde være muligt at styre Sagerne efter den sunde Fornufts Indskydelse, en følelsesmæssig Indstilling og almindelig Konduite i hvert enkelt Tilfælde.

Jeg besluttede at gøre Forsøget ved at følge disse Retningslinjer. Det lykkedes efter min egen Mening over Forventning, og det blev en indholdsrig Episode blandt mine talrige Oplevelser i en mærkelig Tid.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935