Svend Thorsen og Nicolai Svendsen har i 1939 i bogen “Tiende Februar” samlet en række indtryk fra afstemningstiden. Nicolai Svendsen fortæller her om sin første time som borgmester i Haderslev.

5. Februar. I Spidsen for »Dannevirke« for i Dag læses
følgende Meddelelse; »Efter at jeg i Gaar af Den internationale Kommission er bleven konstitueret som Borgmester for Byen Haderslev i Kommissionens Forvaltningstid, fra træder jeg herved
foreløbig som Udgiver og Redaktør af nærværende Blad.
Nicolai Svendsen«.

Denne Udnævnelse fandt Sted i Gaar henimod Aften.

Endnu er det kun delvis rygtedes i Byen.

Nu sidder jeg paa mit Kontor paa Raadhuset efter at have
forpligtet det store Personale: Sekretærer, Assistenter, Politibetjente o. s. v. i Den internationale Kommissions Tjeneste
og efter at have taget Afsked med min Forgænger i Embedet,
ret uforberedt til at udføre det meget krævende Hverv og noget
spændt paa, hvad der derpaa maatte hænde.

Det banker. —

Ind træder en kendt Dame fra Byen.

Hun studser og stirrer et Øjeblik forbavset paa mig. Jeg ser et Par Taarer trille ned ad hendes Kinder. Hun kan ikke beherske sin Bevægelse og udbryder; »Er det virkelig sandt, at De sidder her som Borgmester?« —

Det maa jeg jo indrømme.

Hun har næsten glemt sit Ærinde, og da jeg spørger, viser
det sig, at det er en af de almindelige Klager over ilde Behandling
i den Afdeling af Raadhuset, hvor Levnedsmiddelforsyningen
foregaar. Den har jeg rent glemt.

Vi følges ad ned ad Trappen for at ordne denne Sag.

Da jeg en Tidlang har staaet ubemærket og iagttaget Betjeningen, maa jeg give den paagældende Dames Klage Medhold. Her staar nu paa sjette Aar Dag efter Dag Byens Kvinder — for overvejende Del fra Smaakaarshjem — taalmodigt ventende, til Tider i Timevis, paa de faa og fattige Forsyninger Købet ofte en ret ublid Behandling, og det har de vænnet sig til.

Jeg greb saa ind og krævede en høflig Tone anvendt overfor Publikum. Svaret blev nogle Grovheder fra Afdelingens Leder. Det var nemlig endnu ikke sivet ud hernede, hvad der var hændt ovenpaa, og jeg havde med Vilje ikke straks villet præsentere mig; men det skete nu, og dermed fulgte en Vejledning i Publikums Betjening, som ikke kunde misforstaas.

Lederens Uforskammethed overfor den Ubekendte blev, saa vidt jeg husker, hans sidste Ord paa dette Sted.

Der kom aldrig senere nogen Klage dernedefra. Men de mange Kvinder, der havde overværet dette lille Optrin, sørgede for, at jeg inden Aften opnaaede en ret ufortjent Popularitet.

Det bankede atter paa Døren til Borgmesterens Kontor.

Denne Gang var det en underlig ranglet Skikkelse, iført slidt tysk Militæruniform med en lang Marineofficerssabel ureglementeret dinglende fra siden.

Han blev stående ved døren, slog hælene sammen, hilste med Haanden til Huen og sagde:
»A melder, at te Søholm vil slaa mig ihjel!«
»Det må han ikke!”, svarede jeg.

-“Tak”, sagde han. Atter et smæld med Hælene og militær Hilsen. Derpaa gjorde han omkring og forsvandt.

Jeg sendte Bud efter Overbetjenten for at faa en Forklaring på fænomentet.

Manden var en slags hjælpebetjent, meddelte Overbetjenten.

Hvordan han havde opnaaet Certifikat dertil, kunde vanskeligt
oplyses. Han gik hver Nat og førte Tilsyn ved Havnen og med Kulbunken dernede. Der fortaltes en Del tragikomiske Historier om hans Bedrifter ved denne Gerning. Her var han saa formentlig geraadet i Konflikt med bemeldte Søholm.

Saa vidt Overbetjentens Forklaring.

Vi enedes om at give Manden en anden Beskikkelse paa en mindre udsat Post og at tage Sablen fra ham. Efter eget derom fremsat Ønske fik han en Fløjte i Stedet for, og saa kun han forøvrigt fortsætte.

Således forløb min første time paa Haderslev Raadhus.

Der var skabt Ro om Levnedsmiddelforsyningen, og et Mord
var blevet forhindret. Det var jo altid noget.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.