5. december 1916 – Ribe Stiftstidende: er fødevarerne knappe?

Senest ændret den 22. juli 2023 20:15

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Er fødevarerne knappe?
Saaledes spørger ifølge Dannevirke en læser i Flensburger Norddeutsche Zeitung og forklarer: Kartofler er det ikke rigeligt med, og tillige er mange raadne. Det er derfor en fædrelandspligt allerede nu at begrænse forbruget, stille de gode fra og gemme dem til senere. Saa længe man har kaalrabi, skal disse koges sammen med kartofler(husmandskost). Naar vi tre gange ugentlig spiser den ret til middag og aften, saa vil vi kunne holde ud med brød og kartofler. Kød er der ogsaa nok af, naar man sparer paa det. Man skal ikke spise sig mæt, kun bruge det som tilsætning, ja det kan anvendes som pålæg til brød. Efter at kødet er kogt med t. eks. kaalrabi, kan man hakke det med løg, man koger mindre gode husholdningsæbler, blander det med smør, mel og salt til en grød, der kan bruges til at smøre paa brød, saa ingen behøver at spise tørt brød eller sulte. Man bør i tide forsyne sig rigelig med kaalrabi, før de fodres op. Saaledes er altsaa den nøjsomme flensborgers gode til os i de knappe tider.

Begrænsningen af post- og telegrafforbindelsen
Efter hvad Berliner Tageblatt meddeler, skal der ligesom i jernebanefærdslen indtræde en begrænsning i post- og telegrafforbindelsen. Paa mindre postkontorer vil ekspeditionslokalerne blive lukkede noget før, og brevene skal i store byer kun uddeles 3 gange daglig, i mellemstore kun 2 gange. Brevkasserne vil ikke blive tømt saa ofte, og brevforsendelsen med jernbanen ikke ske saa hyppigt. I store byer vil pakke- og pengeposten kun blive besørget én gang daglig. I telefon- og telegraftjenesten vil begrænsningen blive næppe saa omfattende. 

Saarede
Ewald Kruse, søn af murer Kruse i Sønderborg, er bleven haardt saaret i Rumænien. 

Hans Andersen fra Hajstrup er ifølge den sidste tabsliste let saaret, Jørgen Clausen fra Lundsgaardsmark paa Sundeved er let saaret.

I fangenskab
Gaardejer Hans Clausen i Ullerup har modtaget den efterretning, at hans ældste søn Andreas er i fransk fangenskab.

Jens Lund fra Vojens er i fransk fangenskab.

Gaardejer Thomas Thomsen i Tandsry er i russisk fangenskab.

Mathias Fisker i Stenderup ved Rødding er i russisk fangenskab.

I den sidste tabslisten meddeles, at underofficer Lorenz Johannsen fra Røllum, Jørgen Lyck fra Vester Sottrup  og Johann Thomsen fra Bolderslev er i fangenskab.

Savnede
En broder til Ewald Kruse har været savnet siden kampene ved Somme den 20. juli.

I den sidste tabsliste meddeles, at Jørgen Frost fra Asserballeskov, Andreas Bertelsen fra Vester Sottrup, Marius Petersen 2. fra Skrydstrup ved Vojens, gefreiter Karl Kersten fra Sønderborg, Klaus Rick fra Mjøls ved Rødekro og Otto Nolte fra Haderslev er savnede.

En tanke om “5. december 1916 – Ribe Stiftstidende: er fødevarerne knappe?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *