5. april 1918 – Hejmdal: Påske-hilsner fra fronten

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Indkvarterings-Pengene

for Infanteriet i Aabenraa anvises for Marts Maaned i Morgen, Lørdag den 6. April, fra Klokken 11 til 1 paa Politikontoret der i Byen.

Fiskerbaade

Magistraten i Aabenraa meddeler, at alle Ejere af Fiskerbaade indtil den 10. April skal lade sig indtegne i den hos Havnemesteren fremliggende Fortegnelse under Angivelse af Antallet af deres Baade for at kunne faa den foreskrevne Betegnelse tildelt.

Tyvekomplot (Dv.)

I Vinterens Løb er der i Omegnen af Jels, t. E. Grønnebæk og Hennekedsdam, bleven stjaalet adskillige Ting, særligt Fødevarer.

Mistanken var rettet mod en attenaarig Dreng, hvis Fader for nogen Tid siden er indvandret til Egnen sydfra, og omsider lykkedes det ogsaa Politiet at komme paa Spor efter Gerningsmændene. Det var et helt lille Tyvekomplot af store Drenge omkring Syttenaarsalderen.

Hovedmanden, den attenaarige Dreng, blev anholdt og indsat i Fattiggaardens Arrestlokale; men om Natten brød han ud og flygtede nordpaa. Siden har Tyverierne hørt op.

Ved Nævningeretten i Toftlund

forhandledes i Onsdags under Forsæde af Amtsdommer Heess og med Amtsforstander Rüss som offentlig Anklager, medens Kommuneforstander Christensen fra Galsted fungerede som Nævninger, følgede Sager:

Fru Ibsen fra Lundsmark var anklaget for i December Maaned i Fjor at have slagtet uden Tilladelse. Under Antagelse af formidlende Omstændigheder, fordi Manden er i Felten og hun sidder med en stor Børneflok, lød Dommen paa en Bøde paa 60 Mark.

Helvig Behrent fra Øbjerg havde faaet en Bøde paa 300 Mk., fordi hun i Fjor havde slagtet uden Tilladelse, men havde krævet retslag Afgørelse. Bøden blev nedsat til 100 Mark.

Tjenestekarl Anton N. Hansen fra Vesterbæk blev idømt en Bøde paa 120 Mk., fordi han var gaaet over Grænsen, uden som dansk Undersaat at have foretaget nogen Afmeldelse.

Gaardejer Niels Mikkelsen fra Astrup fik en Bøde paa 300 Mark, fordi han i Fjor havde taget over Højestepris for Kartofler. Ved Bødens Fastsættelse toges der Hensyn til, at Mikkelsen er en formuende Mand.

Slagter Petersen fra Stærbæk blev idømt en Bøde paa 100 Mark for at have undladt at aflevere Fedtstoffer fra Slagtningen.

Stort Fund (T. Z.)

To Lærlinge fra Højer fandt kort før Paaske paa Chausseen i Nærheden af Tønder en Tegnebog med 5000 Mark i og Militærpapirer tilhørende en Mand fra Visby.

Da de bragte Ejeren Tegnebogen, havde han endnu ikke opdaget, at han havde tabt den. Han gav dem 5 Mark i Findeløn, men skal have lovet senere at give dem mere.


Fra Felten


d. 22 marts 1918

Slægt og Venner derhjemme sendes hermed en venlig Hilsen og Ønsket om en glædelig Paaske.

Peter Paulsen fra Skovbøl

 

Mange venlige Hilsener til Slægt og Venner. Paa et godt Gensyn derhjemme!

Christian Møller fra Kirkegaardsvejen i Aabenraa.

 

I Felten d. 22. 3. 18.

Vi beder Bladet om at overbringe Venner og Slægtninger derude og hjemme vor hjerteligste Paaskehilsen, med Ønsket om et Glædeligt Gensyn.

Laue J. Bill fra Ris-Hjarup.

 

En hjertelig Paaskehilsen til Slægt og Venner. Paa Gensyn i vort kære Nordslesvig.

Asmus Juhler fra Svejrup.

 

I Haab om et lykkeligt Gensyn sendes Venner og Bekendte venlige Paaskehilsener.

Chr. Lassen fra Kværs.

 

Faldne

Møller Overgaard i Sverdrup i Øsby Sogn har ifølge “Dv.” modtaget det Sorgens Budskab, at hans Søn Mads, der tjente ved et Maskingevær-Kompagni, er falden.

Landmand Christian Hede fra Langetved ved Rødding, der deltog i Krigen som Landeværnsmand, er falden i den sidste Tids voldsomme Kampe paa Vestfronten. Den Afdøde var ugift.

Død af sine Saar

Fru Schulz i Aabøl modtog anden Paaskedag den sørgelige Efterretning, at hendes Mand er død af de Saar, han for nogle Dage siden fik ved Fronten.

Retslig erklæret død

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Iver Lydiksen fra Lunding retslig er erklæret for død.

Saarede

Viggo Hartmann, Søn af afdøde Blikkenslagermester Hartmann i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” bleven saaret af et skud i den venstre Overarm.

Jens Jønsson fra Seggelund, der har været med i de sidste Dages haarde Kampe, har ifølge “Dv.” skrevet hjem, at han er bleven saaret i Halsen af en Shrapnellkugle. Han ligger i et Lasaret nede i Tyskland.

Landmand Wolter fra Hjertingskov ved Rødding er bleven saaret under den sidste Tids svære Kampe ved Vestfronten.

Gefreiter Jens Weismann fra Hygum Mark er bleven saaret for anden Gang, denne Gang haardt af et Skud igennem højre Bryst og Lunge. Han ligger nu paa et Feltlasaret.

I Bedring

Landmand Jørgen Skovmand fra Hjertingskov, der, som meddelt, sidst i Februar blev haardt saaret i Ryggen ved Vestfronten og henligger paa et Lasaret i Mühlheim i Egnen ved Essen, er nu i langsom fremadskridende Bedring, meddeler han sine Forældre.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Thomsen fra Dybbøl Mark og Simon Fisker fra Jels, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Forfremmede

To Svigersønner af Sabelmagermester Hünersen i Aabenraa, Hermann Mommen og Heinrich Schelling, af hvilke den Førstnævnte staar i Tyrkiet og den Sidstnævnte i Frankrig, er ifølge “A. T.” blevne forfremmede til Sergenter.

Mathias Christiansen fra Felsted er bleven forfremmet til Underofficer.

P. Schmidt fra Præstegade i Haderslev er ifølge “S. G.” ligeledes bleven forfremmet til Underofficer.

Nikolaj Petersen fra Rejsby er ifølge “B. T.” bleven forfremmet fra Underofficer til Sergent.

(Læs hele Hejmdal fra 5. april 1918)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *