5. april 1918. A.P. Andersen i Ballonzug 33: “Sjældent har jeg været saa bange som i denne Nat”

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Vi fik straks en ny Ballon, og næste Morgen var vi klar til Opstigning igen.

Ledninger blev trukket til de sædvanlige Kommandosteder, og vor Telefoncentral blev indrettet i et stort, rundt Spidstelt, et tidligere engelsk Officerstelt. V i laa dog meget udsat, for Franskmændene trængte Tyskerne tilbage til Avrefloden, og vi kom til at ligge i Spærreildzonen. Ballonen og alt Mandskabet trak sig derfor tilbage til et egnet Sted foran Hangest, og kun jeg ved Telefonen samt 8-10 Mand fra Telefon-Etablerings-Truppen blev tilbage i Teltet.

Natten kom, Spærreilden satte ind — og vi laa midt i den. Tropper, der skulde frem til Afløsning i forreste Linie, Gullaschkanoner m.m., alt maatte igennem den. — Det var et Inferno af hylende og springende Granater og af Skrig og Jamren fra de ramte. Skoven, som vi laa ca. 20 m fra, dannede en Vinkel, og i Midten af denne Vinkel laa vi paa et Terræn, der skraanede stærkt bort fra Sko­ven, og ved Skovkanten var der et Stendige. Alt dette var nok Grunden til, at vi ikke blev ramt af Sprængstyk­kerne. En Fuldtræffer vilde have gjort det af med os med det samme.

Sjældent har jeg været saa bange som i denne Nat. Jeg barrikaderede mig bag Telefonbatterier og Kasser, jeg sendte en Bøn til det Høje om Hjælp og Varetægt og søgte Trøst i Ingemanns Sang: Med et Fadervor i Pagt skal du aldrig gyse.

Det var uhyggeligt at høre alle de Skrig og Raab om Hjælp fra saarede og døende, som man hverken kunde eller maatte komme til Hjælp. Der kom ogsaa en Del Flyvemaskiner ind over Skoven. De kastede Haandgranater ned i den, fordi de mente, at den var fyldt med tyske Soldater, der havde søgt Dækning der. Ja, der fortaltes endog, — men om det er en Skrøne, skal jeg lade være usagt, — at Flyverne havde Apparater, hvormed de kastede en Slags spidse Jernpile, som kunde gaa igennem Staalhjelme, ned i Skoven.

DSK-årbøger 1954

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *