Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund gjorde krigstjeneste på Østfronten i M.W. 92.
O Krig, o Vanvid!
Zaredse (ved Vladimir Volinsk), den 5. 5. 1917.
Beboerne her er os ikke uvenligt stemt, og de vil gerne slaa en lille Handel af med os. De faa Mænd, som endnu er her, er alle ældre og vil gerne købe lidt Tobak af os.
Brød mangler de ogsaa alle, de Stakler, men det har vi heller ikke. Vi bliver saa slanke af den Garnisonskost vi faar. Jeg besøgte i Eftermiddags en Familie, bestaaende af en yngre Kone med to Piger paa 12 og 14 Aar samt Svigerforældrene.
Vi snakkede løs med hinanden efter bedste Evne paa vort Kaudervælsk. Bedstefar fik til at begynde med en Pibe Tobak af mig. Jeg købte 4 Æg for 1 Mk., og blev saa budt med til at drikke Kaffe. Den unge Kones Mand var ikke Soldat, da Tyskerne kom til Byen, men Russerne tog alle Mænd i den militærpligtige Alder med sig. Og nu vidste de ikke, hvor han var, eller om han var levende eller død.
Jeg fortalte dem, at min Far og min ældste Bror ogsaa var her ved Fronten i Rusland, og at min Mor og min Søster med de to mindste Brødres Hjælp skulde passe Ejendommen derhjemme. Jeg forklarede dem, at ogsaa hjemme paa vore Marker blev der gravet Skyttegrave og støbt „Understande”. „Ja, ja, Krieg niks gut“, sagde de, og Bedstemor maatte tørre Øjnene med Forklædet.
Den 12-aarige Pige blev helt ellevild, da hun hørte, at min Søster hed Kathrine, hun selv hed Kathinka. Vi ligger her uden at foretage os noget krigsmæssigt. Men Tiden skal jo gaa med noget, saa sommetider laves der Musik. Instrumenterne er en Violin, et Par Mundharper, en noget falsk Harmonika, nogle saakaldte „Teufelsgeiger”, Klokkespil af Flasker, afstemte med Vand, og Blikdaaser, som udgør det for Trommer. Det giver en værre Rabaldermusik.
Men saa midt i det hele kan Violinisten finde paa at spille: „Nach der Heimat mocht ich wieder”, eller en anden af vore Hjemlængselssange. Saa tier „Teufelsgeigerne” og de andre Rabalderinstrumenter, og alle synger med paa Sangen. Da samles ogsaa Russerne omkring os og lytter tavse til Sangen, medens en og anden Morlil tørrer Øjnene med Forklædet.
For saa atter at sprede de dystre Tanker optræder Komikeren fra Berlin med Revyviser eller nogle gode Vittigheder. Eller Orkestret spiller Dansemusik, medens Kammeraterne svinger sig i Dansen. Og Panjerne (som vi altid kalder Russerne) morer sig mindst lige saa godt som vi, og de forstaar dog ikke ret meget af det hele. Men Tonerne og Udtrykkene for Glæde eller Sorg er ens paa alle Sprog, og de forstaas ogsaa, uden at man forstaar Ordene.
Man kan godt forstaa deres Tanker, naar de ser os unge Knægte i 20 Aars Alderen langt borte fra Hjemmet og i Fjendeland, boltrende sig i Leg og Dans, eller syngende vore Hjemlængselssange. Da maa de tænke paa deres egne unge Mænd, som ogsaa ligger i Frontlinjen og maaske ikke har det saa godt som vi.
I Dag leger og synger vi, i Morgen gaar vi maaske igen ud i Stillingen og rammes muligvis af Kugler fra deres Mænd. Eller bliver det maaske os, der dræber deres Mand eller Broder med en af vore Miner? Hvem ved? —
Men et er de fleste af os enige om: Krig er Vanvid!
Og kommer jeg igen ud i Stillingen og staar Ansigt til Ansigt med russiske Soldater, da vil jeg altid tænke paa, at der maaske er en af dem iblandt, med hvis Familie vi her levede sammen i god Forstaaelse. Og altid vil jeg spejde efter at genkende de Ansigter, jeg her har set paa Familiebillederne.
Nej, Krig duer ikke, naar man til daglig lever sammen med Fjendens Familie. Man bliver blød om Hjertet og nænner ikke at slaa til, før man selv er i Fare. „Oh Krieg, oh Wahnsinn.”