På Vej til Tinge. Af M.K. Gram.

(… fortsat fra 21. september 2020).

Efter Grundlovens Bud skulde Rigsdagen som sædvanlig aabnes den første Tirsdag i Oktober Maaned. Vi var anmodet om at rejse om Mandagen saa betids, at vi kunde mødes i Strib ved  Københavnsekspressen om Eftermiddagen ved Totiden.

Allerede i Fredericia blev vi en Flok, og i Strib ventede Rigsdagssekretærerne Th. Kofod fra Folketinget og Carl Friderichsen fra Landstinget paa os for paa Rigsdagens Vegne at være vore Værter paa den øvrige Del af Rejsen. Holger Andersen var forhindret den Dag paa Grund af Dødsfald i den nære Familie, I. P. Nielsen sad jo i København, og det tingvalgte Medlem af  Landstinget, Jefsen Christensen, var endnu ikke valgt, men alle de øvrige var mødt.

Fra da af var vi officielle Personer, der maatte igennem den offentlige Opmærksomheds og Pressefotografernes Skærsild.

Til at begynde med blev vi kaldt udenfor paa Perronen, hvor en Pressefotograf tog et Billede af os. Inde i Kupéerne hilste en Repræsentant for et af de store Provinsblade paa os og bad om en skriftlig Udtalelse fra hver enkelt med Hensyn til, hvad vi ventede os af vor Rigsdagsvirksomhed.

Nu var Toget sat i Gang, vi rullede hen over Fyn paa Vej mod Landets
Hovedstad, og nu gjaldt det altsaa om at bevise, at vi da heller ikke var helt fra i Gaar.

Nogle Stykker af os havde stukket Hovedet sammen et Par Dage før for at tale om Sagerne, og vi indbød nu alle ni tilstedeværende til Raadslagning i en af Kupéerne. Pladsen blev jo lidt trang, men med Undtagelse af en enkelt, som maatte staa op, gik det udmærket.

Vi forsøgte nu at forudse, hvad der kunde ske, og Opgaverne blev fordelt. Een skulde svare paa alles Vegne, dersom vi blev budt velkommen paa Københavns Banegaard. Alderspræsidenten, Anders Lebeck, blev udpeget til at svare paa Kongens Tale ved Aftenselskabet paa Amalienborg, Refshauge skulde takke for Velkomsttalen i Folketinget, Kloppenborg i Landstinget o. s. v.

Enkelte blev holdt i Reserve, og vi følte os allermest, thi det er jo Reserven, man skal stole paa, naar alt andet glipper.

Det blæste fælt paa Storebælt, og det var ikke uden Ængstelser, vore Ægtefæller gik med om Bord. I Færgens Spisesalon stod der et dækket Middagsbord, som godt kunde have været arrangeret særlig for vor Skyld, om det ikke var, at det stod der hver Dag.

Naa, lige meget, vi blev bedt til Bords sammen med vore Koner, og vi lod os Maden smage, særlig da i Nyborg Fjord. Ved Sprogø kneb det noget mere, men som erfaren Mand tilraadede jeg min Kone og mig selv at se stift paa en af Potteplanterne paa Bordet, saa lægger man nemlig ikke saa meget Mærke til den gyngende Bevægelse, og det hjalp da ogsaa saa meget, at vi beholdt baade Middagen og vor Værdighed.

Over Sjælland var der forholdsvis Ro over vore reserverede Kupéer, og da blev vel Svarene til »Fyns Tidende« formet.

P. J. Refshauge skrev f. Eks. saaledes: »Naar vi Repræsentanter for den sønderjydske Befolkning nu træder ind i det danske Folkeraad, saa har vi en dyb Forstaaelse af, at det er store og vanskelige Opgaver, der ligger for os. Vi føler os forpligtede overfor hele det danske Folk, men det vil dog være ret indlysende, at det, der ligger os stærkest paa Sinde, er Genrejsningen af vor Hjemstavn Sønderjylland, og det baade i økonomisk og kulturel Henseende.
Der er her et stort og nødvendigt Arbejde at gøre, og vi ved, at vi her vil kunne regne med den største Velvilje paa Rigsdagen og hos hele det danske Folk.«

Og Pastor Johs. Schmidt: »Det vil jo være nyt at faa en Repræsentant for det tyske Folk i Folketinget, men det danske Folk har villet det, det tyske Folk ikke. Det bringer mig i Opposition, men der vil være en hel Del Ting, især hvad Kirke og Skole angaar, hvor man maa prøve at gaa nye Veje. Her vil jeg arbejde med paa, at man gør helt Arbejde, ikke halvt, som der efter mit Skøn er Fare for. Saa vil der ogsaa være mange Spørgsmaal, som Overgangen i et andet Statsvæsen kræver ordnet. Der bliver sagtens Arbejde nok, som jeg kan tage Del i«.

Modtagelsen paa Banegaarden foregik i al Stilfærdighed, selv om der var mange Folk. Statsminister Neergaard m. fl. Ministre samt Tingenes Formænd var mødt. De trykkede os hjerteligt i Haanden, og derpaa gik det ud til de ventende Biler.

Jeg maa have opfattet min Stilling i Reserven lidt for bogstaveligt, thi jeg var lige ved at blive bagefter, men kom da med i en Vogn til »Paladshotellet«, hvor vi fik anvist Værelser paa Rigsdagens Regning Ugen ud.

Samme Aften var der en Sammenkomst i en af Paladshotellets Sidesale til Velkomst. Her var, saa vidt jeg husker, Repræsentanter for Regeringen, Rigsdagen og Byen København til Stede. Der blev sunget og holdt Smaataler, og her er vel saa vor Mand, som skulde have svaret paa Banegaarden, kommet frem med sit Indlæg.

Jeg kom til at sidde ved Siden af en socialdemokratisk Landstingsmand og Borgerrepræsentant fra København. Samtalen kom snart til at dreje sig om det nationale og det sociale, men vi var ikke helt enige om, hvilken af de to Ting, der laa dybest og betød
mest.

(… fortsættes)

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.