4. oktober 1918 – Hejmdal: Kirkeklokkerne og krigen

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Mælkepriserne vil blive forhøjede

Efter Forslag af Formanden for Landbrugskamret i Kiel vil, sandsynligvis efter at Græsningstiden er forbi, Prisen for Mælk og Mælkeprodukter blive forhøjet med 38 Procent. For mindrebemidlede børnerige Familier vil der blive stillet Midler til Raadighed, for at de kan faa billigere Mælk.

Kirkeklokkerne og Krigen

Fra Nybøl i Sundeved meddeles:

I Tirsdags blev den ene Kirkeklokke i Nybøl tagen ned af Klokketaarnet for at blive leveret til Hærforvaltningen. Efter at den i over 260 Aar har ringet for Sognets Beboere ved Gudstjenester saavel som ved festlige Lejligheder og Sørgehøjtider, maa den nu sandsynligvis ombytte dette fredelige Værk for at blive – som saa meget andet – et Offer for Verdenskrigen. Sognets Beboere ser med Sorg den gamle Klokke forsvinde. Det var fra først ikke Meningen, at den skulde leveres, men nu har man dog ikke mere kunnet holde Haanden over den.

Klokken er, efter hvad dens Paaskrift meddeler, bleven omstøbt af Melchersen i Flensborg i Aaret 1655.

Det tyske Fædrelandsparti

i Haderslev foranstalter paa næstkommende Mandag Eftermiddag et Møde i Ungdomshjemmet der i Byen, ved hvilket Landdagsmand Bacmeister vil tale om “Den tyske Sejrstillid og den amerikanske Fare.”


Fra Felten


I Felten d. 22. 9. 18.

Vil ad denne Vej sende en venlig Hilsen til Venner og Bekendte derhjemme og herude i Felten.

Sergent Hansen fra Blans.

Venlige Hilsener til alle Venner og Bekendte baade i vort kære Hjemland og i Felten.

Chr. Schnittgaard fra Ris-Hjarup

En venlig Hilsen til Slægt og Venner og Kammeraterne i Felten.

Anton Clausen fra Sønderborg.

I Haab om et lykkeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes en venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Hans Bech fra Varnæs.

Skrevet d. 19. 9. 18

En venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte herude og derhjemme sender

Rudolf Jensen fra Ringenæs.

Venlige Hilsener til alle Venner i Hjemmet og til Kammeraterne ved Fronten.

Hans Hejsel fra Traasbøl.

En venlig Hilsen til Slægt og Venner derhjemme.

Gottlieb Lotzkat fra Aabenraa.

I Haab om et glædeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes mange venlige Hilsener til Venner og Bekendte, baade ude og hjemme. Vi er alle sunde og raske og i bedste Velgaaende.

Thomas Iversen fra Ladegaardskov.

Faldne

Familien Wortmann i Felsted har efter lang Tids Uvished modtaget den sørgelige Meddelelse, at Sønnen Thomas, der tjente som Underofficer ved Vestfronten, er falden den 20. November 1917. Der vil blive holdt Sørgegudstjenenste for ham paa hans Bryllupsdag.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Alfred Griesbach fra Ris ved Aabenraa og Paul Jørgensen fra Bovlund er faldne.

Forulykket

Christian Volquartzen, søn af Enke Volquartzen i Elmshorn, der tidligere boede i Aabenraa, er kommen af Dage ved at styrte ned med en Flyvemaskine. Den Forulykkede besøgte i sin Tid Realskolen i Aabenraa.

Kvæstet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Callesen fra Varnæs bleven kvæstet den 19. August i Fjor.

Saarede

Underofficer Iver Aarestrup, Søn af Andrea Aarestrup i Bjerndrup ved Stepping, som har været med siden Krigens Begyndelse, først i Øst, og sidste Efteraar i Vest, er ifølge “Dv.” for 14 siden bleven saaret af en Granatsplint i det ene Ben og i Ryggen, og ligger for Tiden i et Lasaret i Württemberg, men han er dog i Bedring. Han vil formodentlig faa en længere Orlov og komme hjem og hjælpe sin Moder lidt ved Landbruget. Iver Aarestrup har Jernkorset af 1. og 2. Klasse og den hamborgske Fortjenstorden.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Jørgen Andersen fra Aabenraa haardt saaret og Peter Lydiksen fra Aabøl og Thomsen Schmidt fra Brønlund let saarede.

Faaet en Fod amputeret

Otto Schallert fra Løjtkirkeby, der for nogen Tid siden faldt saaret i fransk Fangenskab, har faaet den ene Fod sat af; men ellers befinder han sig vel og han nyder en udmærket Pleje.

Dekoreret

Retssekretær Jensen fra Haderslev Landevej i Aabenraa, der staar som Landstormsmand ved Vestfronten, har ifølge “A. T.” faaet tildelt Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 4. oktober 1918)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *