Rigsdagsmand H.P. Hanssen førte under krigen dagbog.I begyndelsen af oktober befandt han sig i Berlin. Hans gamle ærkefjende, redaktør Karl Strackerjan, var igen på krigsstien.
“Præsidentens Tjener kom og overrakte mig en grøn Mappe,
hvori jeg fandt følgende Anordning af Præsidenten:
Rigsdagen Z u I 2302.
Hoslagte Depeche af Forfatteren Karl Strackerjan skal forelægges
Hr. Rigsdagsmand Hanssen.
Berlin d. 4. Oktober 1917. Dr Kaempf, Præsident.
Med Anmodningen fulgte et bændelormagtigt Telegram fra
Hr. Strackerjan med svære Anklager imod mig.
‘Haderslev, den 29. September 1917.
Rigsdagspræsidiet, Berlin!
Den 11. Juli 1917 skrev jeg herfra ordret følgende til Rigsdagsmand
Hanssen, Rigsdagen:
„Hermed beskylder jeg Dem for, at De i Aartier har øvet politisk Bedrag imod den preussisk-tyske Stat og imod det tyske Folk til Fordel for den danske Irredenta [løsrivelsesbestræbelser, RR] og vore Fjender i den nuværende Krig, og at De specielt dermed har sat Dem i Stand til under Krigen at drive politisk og militærpolitisk Spionage i Rigsdagen til Fordel for de Allierede. Gives der en højere
Retfærdighed, saa vil De, der i saa udstrakt Grad har misbrugt Religionen til Fremme af Deres illoyale, almenfarlige Formaal, en Gang komme til at aflægge Regnskab for de frygtelige Blodofre, som De nu ved Deres Meddelagtighed i den evropæiske Brandstiftelse har hjulpet med at hidføre ligesaavel som for den Troskabsed, som De har svoret Kongen af Preussen, men koldblodig har brudt.”
Paa denne Skrivelse fik jeg intet, heller intet retsligt Svar af Hanssen.
Derefter sagde jeg ved et tilfældigt Møde paa Søndertorv i Haderslev den 27. juli 1917 — tilfældig samme Dag, paa hvilken den konservative tyskfjendtlige ‘Nationaltidende’ i København, som er Livorgan for de to høje danske Damer i Rusland og England [hhv. enkezarina Feodora, Rusland, og enkedronning Alexandra, England, RR], i en ledende Artikel fremstillede Hanssens Erklæring i Rigsdagen den 19. Juli som en dansk Stordaad — ham ordret følgende lige i Ansigtet: „De har gjort Dem skyldig i Mened imod Kongen af Preussen!”
Denne Sigtelse hjalp heller ikke. Takket være hans ved politisk Krigslist den 4. August 1914 opnaaede tyske private Begunstigelse og officielle Beskyttelse har han uafbrudt kunnet fortsætte det samme ejderdanske Hadets og Hævnens Værk imod vort Rige og vort Folk.
Helt aabent hjælper han i Indlandet saavel som i Udlandet med Bistand af det guleste Danmark ved Opretholdelse af sit Partis, specielt ogsaa den feltgraa Del af sit Partis chauvinistiske Uforsonlighed, ved at gennemkrydse det danske Socialdemokratis forsonlige Arbejde, ved rent personligt at opmuntre de svenske Socialdemokrater til at fortsætte med at bistaa Britterne i Kampen imod den foregivne tyske Militarisme, saavel som ved aarelang skammelig Fremme af den engelske Hungerkrig imod vore Hustruer og Børn, Ententen med at besørge dens Forretninger og specielt dens drivende Kraft med sit politiske Dobbelt- og Falskspil.
Overfor alle disse Beskyldninger er Hanssen, der i København gælder for og fejres som en Nationalhelt, bleven ethvert, ogsaa det svageste Svar skyldig.
Formodentlig mindes han endnu følgende: Da han for otte Aar siden som Rigsdagsmand lod Statsadvokaten anlægge Sag imod mig, fordi jeg havde kaldt ham en Landsforræder, dømte Landsretten i Flensborg mig ganske vist den 29. November 1909 til at betale en Pengebøde, men samtidig dømte den Anklageren endnu haardere ved ordret at bevidne, at jeg havde handlet i berettiget Vrede over Hanssens retsnotorisk, illoyale og moralsk tvivlsomme forhold under et Arbejde, hvis Maal er Slesvigs Genforening med Danmark.
Endvidere vil Hanssen formodentlig mindes, at den samme Landsret i Flensborg den 6. September 1905, da han sendte en af sine intimeste politiske Medarbejdere, Landdagsmand Julius Nielsen ud imod mig med en Privatklage, ganske vist atter idømte mig en Pengebøde, men samtidig ordret attesterede ham, at han havde krænket sin Ed, hvorfor den anklagede havde været berettiget til at foreholde ham dette, og mig, at jeg som Tyskhedens Forkæmper nær ved den danske Grænse hørte til de Personligheder, der i første Linje var kaldede til at fremskaffe Oplysninger om det danske Partis, dets Føreres og dets Presses statsfjendtlige Bestræbelser, og som havde opfyldt denne nationale Pligt.
Endvidere udtalte Retten ordret, at jeg udelukkende havde handlet af ædle Bevæggrunde. I denne min Egenskab som retslig anerkendt Forkæmper imod en Agitator, som retsnotorisk udfolder illoyale og moralsk tvivlsomme Bestræbelser i Udlandet, supplerer jeg endnu Hanssens stiltiende Anerkendelse af hans Skyldighed med følgende:
Hanssen begyndte for en Menneskealder siden som Askovit [dvs elev på Askov Højskole, RR] sin politiske Løbebane med, at han sammen med en rigsdansk Barde, der indtil sin Død kort før Verdenskrigens Begyndelse med Hanssens Hjælp under den tapre
Landsoldat og Istedløvens Hævnsymboler udstrakte sit Roderi til det tyske Slesvig Amt, paa sine Rejser personlig ophidsede vide Kredse i Danmark og Norge i ejderdansk Retning imod vort Rige og dermed drev disse Lande over i vore Fjenders, specielt over i Englands Lejr med deres Sympathier.
Med Forsoningsmine imod Syd, men med ægte Krigsgestus imod Nord, Øst og Vest harHanssen sammen med sine ligesindede Hjælpere, Landdagsmændene Nissen og Skrumsager, ubetinget været en af den ejderdanske Irredentismes, den franske Revanchismes, den russiske Zarismes, og den brittiske Imperialismes allerfarligste Haandlangere.
Derfor er han ogsaa i allerhøjeste Grad mistænkt for at fremme
disse Bestræbelser ved Hjælp af Parlamentsspionage til Fordel for vore Fjender for at naa det længselsfuldt ventede Maal: Slesvigs Befrielse ved at understøtte vort Riges og vort Folks krigeriske Underkuelse og varige statslige Lammelse.
Hidindtil har jeg under mit imod disse Bestræbelser rettede fædrelandske Oplysningsarbejde været lænket til Hanssens Fordel.
Men nu har jeg lige uimodsigelig fastslaaet, at Hanssen og hans Parti allerede 1905 var medskyldig i den i Kejserdepechen af 2. August beklagede Opvigling af det danske Folk og Indvirkning paa Kong Christian imod Tyskland og for England, under hvilket i det videre Forløb det intime Samarbejde mellem Nordslesvig og England gik saa vidt, at Kong Edward den VII’s Dronning allerhøjst personlig
den 17. Febr. 1906 paa Kong Christians Kiste nedlagde en Krans med uforsonlig, ejderdansk, irredentisk Indskrift, som var bestemt til at paavirke det samlede danske Kongehus. Denne Konstatering vil ligefrem gøre ethvert videre Forsøg paa at fastholde mig i mine Censurlænker til en Forbrydelse.
Derfor drager jeg hermed ufortøvet de nødvendige Slutninger, idet jeg meddeler Rigets højeste Embedsmænd og øverste Raad Resultatet af mine Efterforskninger.
Karl Strackerjan,
Forfatter.’
Efter at have læst og afskrevet Depechen, i hvilken de fremhævede
Sætninger var understreget med blaa Blyant, sendte jeg den straks med en Tjener tilbage til Præsidenten, ledsaget af følgende Svar:
„Til Hs. Excellence
Rigsdagens Præsident
Dr. Kaempf!
Til Depechen, som Deres Excellence har forelagt mig, bemærker jeg følgende:
Hr. Karl Strackerjan i Haderslev har, som han selv konstaterer i Depechen, i Aarevis før Krigen rettet lignende Sigtelser imod mig og mine Partifæller i den preussiske Landdag og er som Følge deraf gentagne Gange bleven retslig straffet, sidst ved Dom, afsagt af Landsretten i Flensborg den 6. September 1905 med en Pengebøde paa 500 Mark.
Dette var hans 13. — trettende — Straf for Presseforseelser. Siden da har jeg ignoreret hans Fornærmelser, og det agter jeg vedvarende at gøre.
Hans Sigtelse imod mig for at drive Parlamentsspionage tilbageviser jeg med Foragt.
Hvis han er i Besiddelse af Materiale mod mig, saa er det hans Pligt som Patriot at overgive det til Statsadvokaten, respektive Rigsadvokaten. De vil da sikkert foranledige det fornødne.
Enhver Tanke om paany at indlade mig i Privatprocesser med en Mand, som notorisk er Kværulant, afviser jeg derimod meget bestemt.
Med udmærket Højagtelse
Deres ærbødige
H. P. Hanssen.”