Senest ændret den 11. marts 2017 12:11
Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af Tysk Østafrika. I byen Livale blev han informeret om at en del af hans kammerater fra “Kronborg” var faldet og en anden sønderjyde fra skibet “Marie” der ligeledes var død.
Af en Officer fra et af disse Kompagnier fik jeg at vide, at den lille Svensker Karl Sørensen var faldet.
Han var, sagde Officeren, en ualmindelig modig og dygtig Soldat, som vilde være avanceret, hvis han havde faaet Lov til at leve. Men hans Mod havde til sidst udartet til den rene Dumdristighed.
Overalt hvor der søgtes en Mand til en farlig Patrouille, meldte Karl Sørensen sig, og under Kampene var han altid at finde paa de farligste Steder. I Begyndelsen af Aaret havde han ført en lille Afdeling Askarier frem mod Belgierne, og da Folkene trykkede sig, havde han som sædvanlig udsat sig for den fjendtlige Ild for at give dem et godt Eksempel.
Her døde saa Karl Sørensen ramt af flere dræbende Skud. Jeg genkaldte mig Billedet af den unge, raske Fyr, som han stod ved Siden af mig paa „Kronborg“s Dæk en af de første Dage i Wilhelmshafen, tindrende af Fornøjelse over at have overlistet sin Moster og straalende af Lykke over endelig at være kommet ud paa et Eventyr.
Men han døde jo smukt — ja — blev ikke henvist til langsomt at undergraves af Malaria.
Han døde ligesom Svenskernes store Konge:
Han kunde ikke vige,
blot falde kunde han.
Oppe fra Rufijifloden kom Meddelelse om Christian Hansens Død. Det var ham, der blev baaret forbi min Lejr i Kungulio, stærkt lidende af Malaria. Han var Kullemper, paa Peter Hansens og min Vagt, og var en af de første, der blev angrebet af Malariaen, da vi arbejdede i Mansabugten. Sygdommen havde forfulgt ham siden og havde nu taget hans Liv.
Peter Christensen fra Kajnæs var ogsaa død. Han var faldet under et Forsøg paa at sprænge sin Haubitz i Luften. Han havde, sagde den Mand, der fortalte mig det, faaet den smukkeste Anerkendelse i en Udtalelse af Lettow-Vorbeck. Ja, ja, men hvad hjalp dog det mod al den Sorg, som denne Krig bredte om sig i de nordslesvigske Hjem.
Peter Albrechtsen fra Sønderborg var død. Han var faldet i en Patrouillefægtning ved Rufiji. Det var ham, der blev slynget over Bord af en Styrtsø under Stormen ved den norske Kyst. Dengang var han blevet reddet paa en næsten mirakuløs Maade — men det var altsaa for at dø i Afrika.
Kokkens Medhjælper, Tyksen fra Flensborg, var ogsaa død — bidt af en Slange. Hans Død erfarede jeg fra flere Sider. Den havde vakt stor Opmærksomhed, fordi der mærkeligt nok kun var ganske faa, om i det hele taget andre end Tyksen, der var kommet af Dage ved Slangebid.
Det svandt ind i „Kronborg“ s Mandskab, og de, der var tilbage, havde det næppe stort bedre end jeg.
Malariaen hærgede overalt i Vest som i Øst og i Nord, og baade Hvide og Sorte var konstant underernærede.
Uden at vide noget om Stillingen paa Fronterne kunde man se, hvad dette maatte føre til — enten til, at Hæren smuldrede helt sammen af Sygdom og Tab, eller ogsaa til en Kapitulation.
Alle Hvide, der kom gennem Livale, talte om det samme:
— Hvor længe kan dette vare
— har vi ikke snart lidt nok for Østafrika.
Men de gjorde dog alle deres Pligt i Farens Stund alligevel, og ingen formaaede blot i Tankerne at svigte den stærke Villie, der holdt det hele sammen.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)