4. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om afslutningen på den tyske offensiv ved La Lys i Flandern (Operation Georgette). Den havde ikke opnået sine mål, og de tyske troppers moral var i hastigt fald.

I mellemtiden strømmer amerikanske tropper til Europa, og de bevæbnes med en stigende produktion af moderne franske og britiske våben. Ententen planlægger den store offensiv, der skal finde sted i 1919, når der vil være 3.000.000 amerikanske tropper i Europa. Men indtil da beder Frankrig og Storbritannien indtrængende den amerikanske general Pershing om at sætte sine tropper ind ved fronten, hvor tyskerne bryder hårdt på.

I Mellemøsten må general Allenby overføre tropper til den hårdt trængte britiske hær i Flandern. Alligevel kæmpes der hårdt i Palæstina ved Es Salt.

Mellem de to Centralmagter Tyskland og Østrig-Ungarn  hersker der mistillid, og Tyskland bliver mere og mere dominerende.

I det tyskbesatte Ukraine er der politiske uroligheder. Og i Frankrig afvikles en stor retssag om spionage og landsforræderi.

Og så er det i denne uge, at Gavrilo Princip, den attentatmand, der med sine skud mod det østrig-ungarske tronfølgerpar startede den lavine, der førte til udbruddet af Første Verdenskrig, døde. Han havde pådraget sig tuberkulose i den østrigske fæstningsby Theresienstadt, hvor han sad indespærret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *