Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han var hjemme på orlov i påsken 1916. Han havde forgæves søgt om forlængelse af orloven, men og måtte derfor retur til fronten. Han ankom den 1. maj sent om aftenen.
Jeg havde en Dag skrevet hjem og fortalt, hvordan det var gaaet mig. Om Aftenen lagde jeg mig til at sove, for jeg ventede ingen Breve.
Paa een Gang kom dog en Underkorporal. han var fra Bayern, han
spurgte: »Er her en Prøjser?«
»Ja«, sagde jeg; »hvad er der paa Færde?«
Han kom ned i Hulen og sagde: »De lykkelige Menneske, De kører paa orlov«.
Jeg kunde ikke forstaa det. Jeg troede, at han holdt Sjov med mig… ,
»Ja«, sagde han, »i Gaar lavede De Vrøvl, og nu, da De faar orlov, tror De det ikke«.
Saa overrakte han mig et Stykke Papir af en Pose, hvorpaa der stod: »Kør straks paa orlov!
« Vort Kompagnistempel fandtes derpaa, saa det maatte jo være rigtigt.
Jeg kom paa Benene, og mine Kammerater ogsaa. De fik mit Brød og Smør, som jeg havde med hjemmefra.
Saa tog jeg Afsked og rejste igen hjem paa orlov.
Min orlov lød fra den 4. til den 11. Maj 1916. Det var ikke sket før, at en Soldat paany drog paa orlov.
Der havde ikke været megen Ro, den dag, jeg drog ud i Stillingen, og det Døgn, jeg nu havde været ude ved Fronten, gav heller ikke nogen Ro.
Jeg stilede lige mod Byen Provais, skulde igennem flere Traadforhindringer paa adskillige Meters Bredde. Den Aften hang Lyskuglerne overalt. Det var et herligt Vejr. Nu skulde jeg gennem en Viadukt under Banen Laon-Reims. Den blev med Mellemrum beskudt og skulde passeres, naar det var roligt.
Jeg kom dog godt under Viadukten, men jeg var kun naaet et lille Stykke langs med Dæmningen, før de atter fyrede løs. Jeg maatte smide mig ned og fik en hel Kaskade af Jord over mig.
Omsider naaede jeg tilbage. Kvarteret var fuldt belagt, men jeg kravlede op paa mit gamle Leje.
Her laa dog vor Kompagniskrædder, Jacob Kruse fra Hoptrup.
»Er det dig, Peter«, sagde han, »hvad vil du dog her paa denne Tid af Natten?«
»Jeg skal paa orlov i Morgen«, sagde jeg.
»Men du er jo lige kommet fra orlov«, sagde han.
»Ja, men jeg kører igen i Morgen«.
»Er der da sket noget derhjemme?«
»Nej, det er der ikke; men jeg skal altsaa paa orlov igen «
Jeg meldte mig om Morgenen paa Skriverstuen. Vor Feldwebel var paa orlov i Hamborg.– Jeg drog sidst hjemmefra en Lørdag Middag og kom hjem igen Torsdag Eftermiddag.
Jeg kom helt uventet. Min Mor sad og spandt, da jeg kom ind ad Døren. –
»Men, kære Søn«, sagde hun, »du er dog ikke løbet fra dem?«
»Nej, jeg har orlov i otte Dage igen«, sagde jeg.
De Dage gik alt for hurtigt. Jeg maatte af Sted igen, men jeg kom med Vilje et Par Dage for sent …
DSK-årbøger 1959