Peter Paulsen, Vester Lindet, blev indkaldt til et Landstorms Rekrutdepot i efteråret 1915. Det var ikke just soldater af bedste kvalitet.
Jeg var blandt dem, der blev indkaldt til et Landstorms-Rekrutdepot i Rendsborg fra Haderslev den 11. Oktober 1915. Det var et Elite-Komp., lamme og stramme, døve og halvblinde eller med andre Skrøbeligheder, saa det var ikke uden Grund, at. Stabslægen i Rendsborg efter Mønstringen den 12. Oktober kunde udtale, at saadan et Korps havde han endnu aldrig mønstret.
Nu maa det siges med det samme, at Korpsets Ry forplantede sig ud over Garnisonen i korteste Frist, saa vi blev det bare Luft for Garnisonens Officerer, hvilket jo selvfølgelig kun blev til Gavn for os i vor Færden rundt i Byen, noget, der dog ikke forhindrede, at vi, paa enkelte Undtagelser nær, søgte at frigøre os for den tyske Trøje ved første Lejlighed. Kunde enkelte slippe ud ved at dreje Tyskerne en Knap, vakte det naturligvis Glæde hos de øvrige, tildels ogsaa Munterhed, saaledes da to Brødre fra Rejsby, S. A. og H. A. først paa Aaret 1916 blev hjemsendt.
S. A. var noget tunghør, men agerede stokdøv, og H. A., der i sin Tid var blevet slaaet i Hovedet af en Hest, hvorved han havde paadraget sig en Hjernerystelse og hvorfor han havde Lægeattest, agerede Idiot. Efter vor Uddannelse som Landstormsrekrutter kom Tiden, hvor vi skulde tildeles Landstormsbataillonerne, men vi skulde først mønstres af Generalinspektøren for Landstormen.
Dagen var bestemt, men forinden blev der holdt Krigsraad af Befalingsmændene om, hvorvidt H. A. skulde med til Mønstringen. Vor „Spiess“ holdt paa, at H. A. skulde blive hjemme, men H. A. vilde med, og vilde de ikke have ham, skulde han nok selv finde ud til Königskobbel, og saa fik han Lov til at komme med, men galt gik det.
Om Morgenen, da Mønstringen skulde finde Sted, stillede H. A. i Geleddet, og alt saa ud til et lykkeligt Udfald af Mønstringen. Vi blev ført ud til Königskobbel, hvor Mønstringen skulde finde Sted. Her maatte vi vente en god Tid, før de høje Herskaber indfandt sig, og saa begyndte Øvelserne, og det gik godt en Tid. Her maa jeg indskyde, at det havde regnet om Natten, saa der stod Vandpytter rundt om paa Pladsen.
Efter at de første Øvelser var heldigt udførte, kom Befalingen til at formere Skyttekæde, og her fandt H. A. en herlig stor Vandpyt at staa overfor, saa da Kommandoen „Hinlegen” kom, blev H. A. staaende. „Spiess“en blev rasende og fo’r til og lagde Haanden paa Skulderen af H. A. for at faa H. A. til at lægge sig, men H. A. virrede blot med Hovedet, han vilde ikke lægge sig i Vandpytten, og saa greb Generalinspektøren ind, og vor Feldwebel blev skældt Hæder og Ære fra, fordi han havde lagt Haand paa en Idiot, man maatte jo da vide, hvad det var for Folk, der var i Rekrutdepotet.
Om Eftermiddagen fik H. A. Ordre til at møde paa Skrivestuen, hvor der blev ham meddelt, at nu var han fri og kunde rejse. Men det vilde H. A. ikke, han havde det godt, hvor han var, i hvert Fald rejste han ikke, før han fik sin Bror med.
Og saa kom 4. Jan. 1916, da fik S. A. ogsaa sin Afsked. Om Aftenen nævnte Dato tog de Afsked med en Del Kammerater i Peter Petersens og Knud Knudsens Kvarter ved et Slag Mausel, og jeg har ikke set eller hørt fra dem siden.
DSK-årbøger 1946