4. februar 1916. Syd for grænsen under krigen: Pølser og faldne lærere

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

En forordning om kødkonserves og pølser,

som i mandags vedtoges af Forbundsrådet, går ud på, at erhvervsmæssig fabrikation af konserves af kød eller med kødtilsætning, som er gjorte holdbare ved ophedning, er forbudt.

Til erhvervsmæssig pølsetillavning må der ikke forarbejdes mere end en tredjedel af vægten af de slagtede kreaturer, svin og får, med mindre det sker efter direkte kontrakt med Hær- og Marineforvaltningen. For pølsefabrikker er der anordnet en anden beregning af den tilladte tredjedel. For fersk pølse kan regeringerne tilstede undtagelser.

Forordningen træder i kraft den 4. februar.

Faldne lærere.

I det sidste nummer af ”Schulblatt der Provinz Schleswig-Holstein” meddeles der, at der i året 1915 er faldet følgende antal lærere fra de forskellige kredse:

Kiel 12, Haderslev 9, Åbenrå 3, Tønder 3, Sønderborg 5, Flensborg 6, Slesvig 10, Husum 5, Eckernførde 2, Rensborg 3, Nøreditmarsken 4, Sønderditmarsken 6, Steinburg 5, Neumünster 5, Bordesholm 3, Pløn 2, Pinneburg 7, Altona 4, Stormarn 7, Segeberg 1 og Oldenburg 7.

Også mange seminarister er faldne, således fra seminariet i Haderslev 12, Tønder (Seminar- og præparandanstalt) 30, Eckernførde 15, Rendsborg 15, Kiel (Seminar- og præparandanstalt) 10, Ratzeburg 8, Uetersen ?? 5 og Præparandanstalten i Kappel 2.

Hidtil er 14 lærere savnede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *