Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Atter blev vi ført i Ilden. Vi var til højre for Reims. Vi kom ind i et bakket, skovrigt Terrain og søgte en Dag Tilflugt i en stor Vinmark, hvor det imidlertid snart blev os for hedt, da de franske Flyvere opdagede os og signaliserede til Artilleriet, som overdængede os med deres ikke kærkomne Projektiler.

Atter fremad. Vi kom ind i en Granskov, hvor der laa en stor Farm. Derfra blev vi saa sendt 40 Mand til en bayersk Division en Snes Kilometer derfra ved en lille By, som hed Semide. Det hed sig, at vi skulde hjælpe ved Provianten dér. Det gjorde vi ogsaa den første Dag, men næste Dag gik det op paa Bjergskraaningen, hvor vi tog Stilling i en Løbegrav, og vi syntes i Grunden, at det var endnu bedre end nede i Dalen ved Provianten.

Franskmændene fyrede paa os, som om de havde det i Akkord, men vi mistede ikke en eneste Mand. Enten gik Granaterne for langt, over os og ned i Dalen, eller ogsaa gik de for kort og landede oppe i Bakkekammen, saa vi sad veltilfreds og bakkede paa vore Piber og syntes, det hele var udmærket.

Men næste Morgen tog det pludselig en anden Vending. I Nattens Løb var det lykkedes Franskmændene at bryde igennem Linien et Stykke til venstre for os, og om Morgenen fik vi Ild fra Flanken og halvvejs i Ryggen.

Vi sad et Par Timer i den frygteligste Uvished. Hvad vilde der ske, vilde vi blive skudt eller taget til Fange?

Saa kom Ordren: „Rette sich, wer kann!” og næppe var Ordren raabt Linien igennem, før vi styrtede hovedkuls fra Løbegravene ned ad Bakkeskraaningen og hen imod Landevejen for at slippe igennem op imod Byen Machault.

Da vi alle naaede Landvejen, kom en af vore Officerer springende, om ikke nogle af os frivilligt vilde gaa med ham og redde Kassen og Papirerne. Jeg indvilligede og sagde Jo, og 5 andre gjorde ligesaa.

Da vi kom hen til Huset, hvor de kostbare Sager laa, var Vagtposten løbet sin Vej. Den Side, i hvilken Indgangsdøren var, vendte ud mod det Terrain, hvor Granaterne faldt allertættest, og de ca. 20 Vogne, som stod udenfor Pladsen foran Huset, var allerede hakket til Pindebrænde af eksploderende Granater.

Vi valgte derfor at søge Adgang til Huset fra den modsatte Side, men Vinduerne var tilgitret med tykt Traadvæv. Jeg fik fat i en Favnstok, fik det slaaet i Stykker, Vinduespost og Sprosse ligeledes, og da der var lavet en nogenlunde god Indgang, kravlede jeg ind i Stuen. Min Kammerat fulgte efter.

Vi skulde igennem to Stuer og ind i en tredie, hvor Sagerne stod. Denne vendte ud mod Gaardspladsen. Vi havde allerede faaet Kassen og Papirerne kastet ud ad Vinduet, hvor de andre Kammerater tog imod, og var ilet ind efter et Par Officerskapper, Bælter, Dolke og andre Smaating.

Jeg stod i Stuen, hvor Indgangen var, da der kom en Granat, som fo’r igennem Mønningen af Huset og slog ned paa Gaardspladsen ovre paa den modsatte Side. Kalk, Sten, Bjælkeværk og Tagsten ramlede ned over os og lavede en saa tæt Støvsky, at jeg ingenting kunde se; men jeg hørte Kammeraten skrige inde i den anden Stue, at han var saaret.

Dog, før jeg kom ind til ham, mødte han mig, og idet han kom ganske nær hen til mig, saa jeg Blodet piple frem af utallige Smaasaar i hans Ansigt. Han havde netop staaet og set ud, da Granaten eksploderede, og det var Glassplinter fra de knuste Vinduesruder, som havde givet ham de mange smaa Saar i Ansigtet; men hans Øjne var uskadte.

Han var en gemytlig Kammerat, en høj, sværlemmet Fyr, men saa doven, at han ikke gad klø sig selv. Men da han kom saa vidt frem i Rummet, at han kunde se Aabningen i Vinduet, viste det sig, at han var en dygtig Gymnast; som en Tiger springer igennem en Ring, saadan sprang han ud igennem Aabningen uden at røre ved Vinduet, saa jeg kunde virkelig ikke midt i Alvoren bare mig for at le.

Da jeg kom ud, stod alle Mand inde i en hesteskoformet Hule, som var inde i Bjerget ved Siden af. Medens vi opholdt os dér, gik en Granat ned i den Aabning, vi stod fjærnest; men Lufttrykket var saa stærkt, at vi slyngedes som Avner for Vinden henad Jorden.

Hurtigt kom vi paa Benene igen, og blev saa enige om at sørge for at komme derfra. De 5 løb op over Bakkens Kam; de var snart i Sikkerhed.

Jeg løb henad Vejen et kort Stykke, hvor der laa en Mængde Vogne, som var truffet af Granater, og sprang over heldøde og halvdøde Kuske hen ad Vejen til Machault.

Alt havde vi ladet i Stikken, kun vore Brødposer og Gasmasker holdt vi paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).