12. juli 1916. Kresten Andresen: I sikkerhed i stillingen langt fra Arras

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Skyttegraven den 12. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har i dag fået brev fra morbror Hans Peter. Det var angående noget til almanakken. Han skrev, at I var meget urolige for mig og troede, at jeg var med i alt det nede ved Arras. Nu vil jeg bare berolige jer med, at det dernede er så langt herfra, at man kun jævnt væk kan høre kanonaden.

Stillingen her er så meget roligere for tiden, da kræfterne spændes dernede. Jeg er kommet i stilling i nat, og denne gang i forreste grav; men den ligger 200-300 m fra den engelske, og så er der endda et lille bakkedrag imellem os, så vi ikke engang kan se vore genboere. Her er der ingen fare for sprængning, da der ikke bliver mineret på så stor afstand; fremdeles er der en trådforhindring, som er 40 m bred, så I behøver ikke at ængstes for mit ved kommende. 

Jeg er nu atter bleven nogenlunde rask igen, men hosten har sat sig temmelig fast for brystet, så jeg vilde være glad for nogle salmiakpastiller eller sådan noget. Maven er dog ikke helt i orden endnu, jeg kan godt sige langtfra; det kommer af noget ildelugtende brød, som vi i den sidste tid har fået. 

Hvordan går det ellers derhjemme? Jeg læser i avisen, at I ikke kan få nyt tøj mere; det er da godt, at jeg har et temmelig omfattende oplag. Jeg har jo et grønt og et brunt et gråt, et gammelt blåt, et ældre blåt og nyt blåt og så en smoking og desforuden forskellige par fantasibukser, så der er da ingen smalle steder foreløbig. Måske får jeg også en pjaltet uniform at rejse hjem i, når den tid engang kommer.

Nu begynder ellers allerede de nye spådomme at indfinde sig om, at krigen er forbi til nytår; det var straks fire måneder videre frem i tiden. Morbror lader heller ikke til at være meget optimistisk.

Med mange kærlige hilsner fra eders søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *