Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Vileyka. Onsdag d. 31.10.1917

… Nu har du så fået brev fra Rusland. Det er da godt, at brevene går så hurtige, men vi er jo heller ikke ude ved fronten endnu. Vi er et stykke øst for grænsen, som fra Haderslev til Hamborg. Det tager 7 timer med toget. Jeg er da meget glad ved fotografierne, nu har jeg både hjemmet og familien her, det er rart. Du skriver om den 1. november. Ja, det er ikke så let, kære Inger, men når din broder kommer over og hjælper dig lidt, så går det vel nok. Vi håber, at du herefter ikke behøver at sørge for sådanne ting…

Kompagniet er ude at skyde i formiddag, men jeg behøver jo ikke at være med dertil, da jeg skal ned i kælderen til kakkelovnen. Det er dejligt sådan at være lidt til en side, for når man først er så gammel som jeg er, så har man ikke lyst til altid at være under kommando. Der er blevet udnævnt en hel del gefrejter i de sidste dage, og mange af dem er meget glade ved forfremmelsen. Når de bare vil lade mig komme hjem, så må de gerne have hele herligheden for mig.

Jeg læste i går i Modersmålet, at T. Fogt er faldet den 9. oktober. Jeg ved jo ikke, hvor han er faldet, men det var nogle slemme dage 8., 9. og 10., i det mindste hos os. Det er igen en af kammeraterne fra Husum, som er gået bort. Nu får vi igen en ny rigskansler, så får vi se, om det hjælper.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.