Jørgine Lykov fra Ballum stod på kajen i København, da St. Thomas lagde til med de første sønderjyske krigsfanger fra Frankrig på vej hjem.
En Hjemkomst
En raakold Aprilmorgen i København. Gaderne er vaade og sjaskede af Taagen, og værre bliver det, da det begynder at sne. Store Fnug falder og omdanner Gaderne til et rent Uføre; alle skynder sig tilsyneladende at komme hjem, til deres Kontor eller Forretning eller hvad anden Beskæftigelse de nu ellers har inden Døre. Dog, kommer man længere ind i Byen, lægger man Mærke til flere og flere, der haster af sted. Ud af Sporvognene myldrer de, og det bliver efterhaanden til Hundreder, som i tætte Skarer iler ned mod Havnen.
Endelig efter en lang og besværlig Rejse skal Østasiatisk Komp.’s Damper “St. Thomas” ankomme med det første Hold sønderjydske Krigsfanger fra „Aurillac” i Sydfrankrig. Flag hejses allevegne eller stikkes ud af Vinduerne, og ved Havnen, hvor der er sort af Mennesker, har et Orkester taget Opstilling; overalt er der Trængsel, alle vil frem, saa nær Molen som muligt, for at opfange det første Glimt af Skibet. Dog, alle kan ikke komme til, der er en afspærret Plads, hvor Værterne, der skal have en „Fange” i Kvarter, er opstillet. Smaa Spejderdrenge med deres Førere danner Kæder for at holde en lille Plads fri.
Efter en Stunds Venten begynder Orkestret pludselig at spille den danske Nationalsang, og som paa Kommando brager der et Hurra løs fra Tusinder af Struber; nu kommer Skibet. Utydeligt ses det endnu, men snart er det inde, og Hurraraabene besvares kraftigt fra Skibet. Der staar de langs Rælingen og skuer mod Land og alle spejder de længselsfuldt efter Slægt og Venner og vifter med deres morsomme Huer. Ikke havde de tænkt, alle disse sønderjydske Ynglinge og Mænd, da de drog i Krig, at de skulde komme denne Vej hjem og hilses velkommen hjem i dobbelt Forstand, hjem til det gamle Fædreland og til deres Hjem. Tung var Tiden før og under Krigen, men det glemmes i en Stund som denne. Jubel fylder Sindene og afspejler sig i Ansigterne.
Landgangsbroen er nu kastet, og Krigsfangerne begynder at gaa i Land og forsvinde med deres Værter. Mængden danner Espalier, og for hvert Skridt tyder det „Velkommen hjem, velkommen hjem!“ Mange bevægede Ansigter ses baade hos Sønderjyder og Københavnere. Flere har haft den Glæde at finde Paarørende, der er rejst til Hovedstaden for at modtage dem, og Gensynet er bevæget; Gensynshaabet, som mangen Gang har været ved at briste, er nu blevet til Virkelighed.
Pludselig brager Hurraraabene løs paany; der bæres en Mand i Guldstol ud gennem Rækkerne. Det er (nu afdøde) Professor Paul Verrier, Danmarks og alle Sønderjyders Ven, der har gjort saa stort et Arbejde for de danske Krigsfanger, og hvem det i første Linje skyldes, at Krigsfangelejren i Aurillac blev oprettet. Hans Navn vil stedse blive husket med Tak af alle Danske.
Lidt efter lidt svinder Mængden. De godt 300 Sønderjyder drager hjem med deres Værter og hviler ud efter den trættende Rejse, men i flere Dage ser man dem i Gaderne, let kendelige paa deres Huer og hvide Armbind, og Mindet om de uforglemmelige Dage lever friskt i Dag som for 23 Aar siden for dem, der overværede „Set. Thomas “s Ankomst, og Tanken derom fylder vore Sind med Tak mod vort Fædreland Danmark.