Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten
Arraskammerater! Alene Navnet fremkalder Minder. Hvem af jer var med i Paaskeslaget 1917 ved Arras — eller rettere sagt 10 km Nord for Arras ved Vimy-Højene? Vimy laa jo ved den store Landevej fra Douai til Arras, dukkende sig bag de ret store, skovbevoksede Høje. Her prøvede Englænderne 2’den Paaskedag, den 9. April 1917, at gennembryde Tyskernes Front.
For at kunne udføre dette Kup blev der lagt Trommeildsbølger over den ulykkelige Egn i en 5-6 Uger, og til syvende og sidst udsendtes en Spion for at sætte Kronen paa Værket og udspionere de tyske Forsvarsstillinger.
En og anden, der læser disse Linier, laa maaske til højre eller venstre for Vimy i Dagene fra 1. Marts til 13. April 1917 og ved, hvordan de 280 engelske Batterier af alle Kalibre bearbejdede os stakkels Soldater Dag og Nat, kun med smaa Afbrydelser, i de seks Uger. I kunde kun høre Bulderet eller mærke en sagte Skælven af Jorden, men vi kunde baade høre og føle, nej, hvad siger jeg der, vi kunde ingen af Delene, vi blev jo fuldstændig sløvede, uimodtagelige og moralsk nedbrudte af den evindelige Skydning. Da vi saa den 13. om Aftenen kl. 9 sanseløse løb ned af Højen og tilbage i Ro, var vi kun 11 Mand, Resterne af 1. Batl. 262. — Det var Spionens Værk.
Jeg maa nu gaa lidt tilbage i Tiden, til Sommeren 1914. Jeg stod da paa Broen over Saale i Weissenfels-Thyringen. Det var Søndag den 2. August, den for Europa saa skæbnesvangre Dag. Hvem husker ikke denne smukke Sommerdag, med den lidt trykkende Luft, som stemte Sindene til Alvor. — Men som sagt, jeg stod med min Cykel paa Broen og saa ned i Saaleflodens gule, grumsede Vand og lod Tankerne drage paa Langfart med de glidende Vande. Der var jo Stof nok at tænke over denne Dag. Jeg havde været paa Farten fra om Morgenen, kørt over Naumburg, hvor et Batteri »Felt« stod klar til Afrejse til Fronten, til »Bad Kosen«, Rudelsburg og Saaleck for saa endelig ved Aftenstid over Giebichenstein at ende i Weissenfels.
Saa blev jeg paa een Gang revet ud af mine Tanker ved, at en Bil blev standset af Brovagten, der af Garnisonen der i Byen var sat til at bevogte denne Overgang. (Alt var jo i de første Krigsdage spærret for om muligt at fange omstrejfende Spioner). De seks Personer i Bilen, alle Mænd, blev ført ind i Brohuset for at legitimere sig. Efter nogen Tids Forløb blev Vagten raabt til Gevær, og en af Passagererne førtes ud og blev af seks Soldater med opplantet Bajonet ført af Sted til Garnisonen, som laa i Klipperne Syd for Byen.
Vi unge Mennesker løb med, for det sivede ud, at det var en fransk Spion, hos hvem der var fundet Tegninger af Rhinfæstningerne. Han skulle nu skydes, mente vi da. Da gik det op for os, at nu var det Alvor med al den . Krigssnak.
Jeg glemmer aldrig denne Mand. Han var stor og kraftig, men bleg som en Dødning. Kunde han nu ikke klare for sig i Tide, var han i Morgen ikke mere blandt de levendes Tal. Hans høje, brede Pande vidnede om Kløgt og Energi, og var der et Halmstraa at klamre sig til, skulde han nok vide at gribe det. De brune Øjne i det markerede Ansigt spejdede til alle Sider, men Flugt var umulig. Uden for Porten ventede vi en halv Times Tid efter at høre den Geværsalve, der skulde udslette hans Liv.
Jeg havde ca. 10 km til min Arbejdsplads og kunne derfor ikke vente længere, og da der jo stadig intet skete, tog jeg omsider af Sted. Tiden gik, og Krigen skred frem over søndrede Byer, Landskaber og Mennesker med uformindsket Styrke.
2½ Aar senere, den 1. Marts 1917, gik vi i Stilling ved Vimy. Canadiske Tropper angreb os de første Martsdage. Deres Batterier skød straks et Batteri af de os tildelte »Felt 63« i Stumper og Stykker. Englændernes Infanteri led svære Tab, og man foreslog os to Timers Vaabenhvile, for at de kunde begrave de døde, der laa i Ingenmandsland. Englænderne havde ikke troet, at Tyskerne efter ca. tre Aars Krig endnu havde saa gode Tropper, der kunde afslaa et saa energisk Angreb. De skulle selvfølgelig nedkæmpes og blødgøres, og derfor blev vi udsat for deres forfærdelige Artilleribeskydning i de efterfølgende seks Uger. De af os, der stod det igennem, gik Dag og Nat med en dundrende Hovedpine.
Saa var der en Nat med et ubehageligt Vejr, rigtig et fransk Vejr med Regn og Slud lige i Ansigtet. Vi saa nogle skarpe Lysglimt, som fra en Lommelygte glimte frem fra vor Stilling over imod Englænderne. Tiden sneglede sig hen, mens vi stod paa Lyttepost og paa Vagt i Skyttegraven, og vi syntes, som saa ofte før, at de to Timer aldrig fik ende i det Hundevejr. Ronden kom for at se efter, om alt var i Orden. Officeren havde en Majors Rang, og spurgte ud om alt. Næste Nat gentog det samme sig med Glimtene og med Majoren, men kort efter kom endnu en Ronde, og det forekom os lidt besynderligt. Vi talte om dette mærkelige næste Dag, og da saa det samme gentog sig for tredie Gang, var vor Mistanke vakt. Vi vidste jo, at Ronden beklædtes af alle Bataillonens Officerer.
Vor Korporal, der var en opvakt Fyr, fik hurtigt fat i den fremmede Major og bad ham legitimere sig. Fyren blev selvfølgelig grov og skældte og smældte over den raadne Disciplin, der nu var i Hæren, og at man kunne have Mistanke til en prøjsisk Major. Han bad om at blive ført til Bataillonsstaben, saa skulle alt nok klares. Vor første Bataillon førtes ogsaa af en Major, og han sad i sin hyggelige Bunker, da den fremmede Major førtes ind. Korporalen aflagde Bapport og tilføjede, at det var tredie Nat, den nye Major drev rundt i vort Afsnit.
Da vor Bataillonschef ikke kendte den fremmede, bad han om at se hans Papirer. Han fremdrog et Papir, hvorpaa der kun stod »Zollern« (vor Afsnitsbetegnelse), og at han hed Major v. d. Tann. Saa kom Vinflaskerne paa Bordet, og det gik løs med skaalen og tituleren, men vi gik tilbage til Natten og Regnen. Jeg havde set hans Ansigt og — studsede. Hvorfor og hvorfra var det mig bekendt?
Om det nu var for at faa Tiden til at gaa, at Flasken kom paa Bordet, saa der kunde foretages en Kontrolopringning, ved jeg ikke. Men da v. d. Tann viste sig i Skyttegraven igen kort Tid efter, kom selve Bataillonsadjudanten springende og forlangte ham anholdt. Der fandtes ingen Officer af det Navn i den store Generalskab, og de havde heller ingen udsendt. Nu for vi i Nattens Mulm og Mørke rundt i Graven for at finde ham, og nede ved tredie Deling blev han halet ned i Frakkeskøderne. — Han var nemlig ved at forsvinde over Dækningen.
I det flakkende Lys fra Lyskuglerne saa jeg atter dette blege Ansigt med de urolige brune Øjne, og da gik det op for mig, hvor jeg sidst havde set det. Det var ved Broen over Saalefloden i Weissenfels for 2½ Aar siden.
Dengang klarede han altsaa Skærene, og det er sikkert det, der har fristet ham til at prøve igen. Kan han mon klare sig i Land igen? Jeg ved det ikke og har aldrig faaet det at vide.