Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret under vejs til fronten af skud og håndgranater fra en tysk forpost. Han kom atter bag fronten for at blive forbundet.
Næste morgen mødte jeg foran barakken en nabo hjemmefra, og det var Andreas Lorensen fra Avnbøløsten.
Jeg hilste på ham, men han kunne først ikke kende mig. Lidt efter lidt gik det op for ham, hvem han havde foran sig, og så udbrød han: »Det æ vel da Peter? – men hvo hæ di da flejn dæ av!«
Jeg skulle villigt indrømme, at det ikke var et indbydende syn at se på mig. Tilsmurt med ler og blod, tøjet i laser og begge arme i bind, der var gennemvædet af blod, frakkeærmerne forrevne og benklæderne iturevne af kravleturen igennem skoven.
Men det hele var heldigvis ikke så slemt, som det så ud til: Kun overfladiske kødsår.
I Longuyon, hvorfra toget med de letsårede skulle starte, mente lægen ikke, at jeg kunne tåle turen, og han ville indlægge mig på et krigslazaret, men jeg bad så mindeligt om at komme med og mente, at jeg nok skulle klare rejsen, så det endte med, at jeg fik lov.
Nu bagefter skal jeg villigt indrømme, at det ikke var så helt behagelig en rejse at sidde i en 3. klasses kupe på de hårde bænke 24 timer i træk, og dog var det ubehaget værd. Ved middagstid den 2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.