30. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “… at kunne tale frit”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d.31.10.17.

Kære Anne!
Saa er da nu ogsaa denne Maaned borte. I Aften har vi fejret Lutherfest. Det er, som Du vel ved, fire hundred Aar siden Reformatoren opslog sine Sætninger paa Slotskirken i Wittenberg. Ja, vi lever her, Gud ske Lov, ikke mere som Hedninger, men som kristne Mennesker, lever et Liv, friere og bedre end vi før kunde leve det Hjemme.

Ja, kære Anne, Du kan tro vi har det godt her, til Militarismen mærker vi ikke noget, her er alle lige gode. Og hvor er det ikke behageligt at kunne være sammen med gode Venner ved Arbejdet, at gaa sammen med gode Venner om Aftenen og at kunne tale frit om alt hvad der ligger en paa Hjertet. Hvad siger Du, naar Du hører, at vi her har Koncert og Lysbilleder, Dilletantforestilling, at vi har Gymnastikforening og Sangforening. Gudstjeneste i vor egen Kirke har vi hver Søndag.

Er tilfreds med min Lod. Har kun en eneste stor Sorg. Tanker paa Hjemmet – paa Eder. Gid Herren hjælpe Eder over den tunge Tid.

Hj.H.Lor.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *