Senest ændret den 14. marts 2016 9:32

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden.

Vejret blev værre og værre. Den næste Dag var det Storm, og den tredie Dag Orkan, den værste, vi endnu havde været ude for i vor omflakkende Tilværelse. Alt blev surret fast. Først og fremmest Kullene paa Dækket, men ogsaa alle løse Genstande under Dæk. Borde og Bænke blev forankret med solide Tove og Reb. Overalt paa Dækket var der spændt Tove til at holde sig fast i, og Matroserne gjorde os opmærksomme paa Faren ved at gaa over Dæk hver Gang, vi viste os dér.

Det blev en uforglemmelig Dag, navnlig derved, at alle endnu tog det med godt Humør. Larmen var øresønder­rivende. Vinden hylede og fløjtede i Rigningen og Radio-traadene, Bølgerne slog bragende mod Skibssiden eller brød med et tordenlignende Spektakel ned over Dækket. Stævnen var undertiden ganske begravet i Skum og Vand­masser.

Forude kunde jeg se Leipzig rulle af Sted og hugge sin snabelformede Stævn som en Plov ind i Vand­bjergene, medens Skum og fygende Vand undertiden naaede op over dens Skorstene. Dens Master svingede som Penduler fra den ene Side til den anden, og det samme gjorde vore. Undertiden krængede vi saa stærkt, at man næsten ikke skulde tro det muligt for Skibet at rette sig igen. Dækket drev med Vand, og Matroserne havde Sø­støvler paa. Men nedenunder Dæk, i vort Opholdsrum, var der næsten lige saa fugtigt som ovenpaa. Vandet var trængt ind gennem Udløbskanalerne, og hver Gang det forsøgte at komme ud igen, blev det presset tilbage under Syden og Boblen og maatte blive derinde. Det skvulpede fra den ene Side til den anden, og de, der havde Sø­støvler, trak dem paa for at undgaa at blive gennemblødt. Der var en Banden og en Skrigen og en Grinen den hele Dag. Endnu var det morsomt, men det gik snart over.

Engang imellem væltede en tre-fire Mand over hinanden, og navnlig den nederste fik nogle drøje Knubs, saa de fleste af os blev efterhaanden rigtig godt forslaaede. Vort Skab dunkede i Dækket med et Brag. Det var boltet fast til Panserdækket, men Boltene var revet glat over, og vore Spisegrejer, der var af Blik, svømmede rundt i Van­det og samlede sig med lydelig Klirren i Hjørnerne alt efter Vandets Bevægelser. Igennem Spektaklet hørte vi Bølgernes voldsomme Skuren mod Skibssiderne, og det mærkedes, ligesom Pladerne gav sig i deres Sammen­føjninger. Koøjnene stod stadig under Vand og skinnede grønligt.

Kl. fire skulde jeg paa Vagt ved Maskinerne. Jeg stod mere paa Hovedet end paa Benene, og det meste af Olien hældte jeg ved Siden af, da det var umuligt at ramme Smørehullerne. Søsyg var jeg ikke endnu, men mit Ho­ved var tungt som Bly. Langt de fleste var ellers efterhaanden blevet syge, og der blev kastet op, som da vi før­ste Gang sejlede over Nordsøen.

Jeg var nu nede i Fyrrummet. Her havde Kultrimmerne det for en Gangs Skyld let. De store Kulkasser rullede af sig selv hen til Fyrene, naar de blot passede at slippe dem løs i rette Øjeblik, men Fyrbøderne gik, som om de stod paa Kugler og ramte ved Siden af Fyrhullet hveranden Gang. Der blev bandet ualmindelig voldsomt dernede. Der var mange søsyge, der laa og kastede op i Kullene, men ingen interesserede sig for dem eller tog sig af dem.

Inde i Bunkerne saa det lige saadan ud. Bartsch stod derinde og arbejdede jævnt og støt, som han plejede. To halvnøgne Mænd laa i Kullene og jamrede sig eller ka­stede op.

– De er døde som Sild, grinede Bartsch, og jeg maa arbejde for tre, men det er jeg ligeglad med, for de har lovet mig en Dram, naar vi kommer op. – Men vil du tro, fortsatte han i dyb Alvor, de har ligget og raabt, at jeg skulde kaste dem over Bord. De maa jo være tossede. Hvad saa med mine to Snapse?

Saa gik vi til Køjs. Vi faldt over hinanden, da vi skulde surre Køjerne, og det var et helt Kunststykke at kom­me om Bord i dem. Dresden rullede frem og tilbage, og Køjerne fulgte efter paa deres Jernstænger. Det lød som hjemme i Fars Kostald, naar Køerne blev fodret og ras­lede med Jernbindslerne.

Jeg tørnede mod Skabet, som vi desværre havde faaet sat op igen, hver Gang Dresden slingrede til min Side, og seks Mand i deres Køjer fulgte efter og masede mig ind mod Skabet. Kort efter laa vi til den anden Side, og nu maatte Ydermanden dér holde for. Søvn blev der jo ikke noget af paa den Maade, men Natten og ikke mindst Mor­genen var rig paa Oplevelser, som holdt os skadesløse for Manglen paa Hvile. Saaledes var Manden ved Siden af mig søsyg. Han laa og gumlede paa en Brødskorpe for at forjage Sygdommen, men under en af de større Overhalinger maatte han give op. For ikke at kaste op i Hovedet paa ham, der laa nedenunder, greb han en Hue og ka­stede op i. Det var ikke hans egen, men næste Morgen fik han at vide, hvem der var Ejer af Huen. Alle paa Banjerne fik det at vide, for den uheldige Ejermand forsøgte nemlig at tage sin Hue paa. Det var Morgen­timernes absolutte Højdepunkt den Dag.