Hans Petersen (FR86) blev taget til fange ved Moulin-sous-Touvent den 16. juni 1915. I oktober kom han til den særlige fangelejr for dansksindede sønderjyder i Aurillac. Men i marts blev han sendt på arbejde uden for lejren.

De smukke timer fik for mig en brat Ende midt i Marts Maaned 1916, idet jeg fik Ordre til at overtage Pladsen for en af mine Kammerater ude paa Landet. Han var blevet syg og skulde under Lægebehandling i Lejren.

Det var for mig en stor Skuffelse at skulle af Sted. Jeg kunde ikke tænke mig noget andet, der tilnærmelsesvis kunde erstatte mig Samværet med Pastor Jensen.

Under Bevogtning af en elskværdig Vagtmand tog jeg en Morgenstund af Sted til min nye Plads, og Bestemmelsesstedet, en lille Stationsby ved Navn Massiac med omkring et Tusind Indbyggere, naaede vi henimod Aften. I Udkanten af Byen var et Hotel, og i dets Bilgarage var der indrettet Opholdssted til os fem Fanger.

Vagtmanden sov paa Hotellet ved Siden af. Hans Jørgensen fra Skodborgskov var Holdets Tolk; med de Par Brokker Fransk, han havde lært af Befolkningen, klarede han alle Vanskeligheder for os Han var en stovt og bredskuldret Fyr, en Gaa-paa-Natur; han havde tykke, røde Kinder, et skarpt Blik og rank Holdning. Alle ældre Fanger i Lejren kendte ham. Han var en Type paa den flittige, sønderjydske Landmand.

Forholdene derhjemme havde tidlig gjort ham moden. Han var fra et lille Jordbrug. Lige efter hans Konfirmation døde hans Far, og nu maatte han som den ældste træde i Fars Sted, hjælpe sin Mor med

at drive Gaarden samt forsørge sine seks mindreaarige Søskende.

Søren Jensen fra Jægerup var firskaaren og stærk som en Bjørn, godmodig, spekulativ og indesluttet. Til Tider kunde han dog bryde ud af denne Skal, og da kunde han være morsom, blive helt overgiven, og bad man ham om at klare en vanskelig Situation, da var han i sit Es.

Søren havde lært at være Urmager, og han havde et lige saa sikkert Tag paa den mindste Skrue i et Ur som paa Spade, Skovl og Le. Ofte har han med sit primitive Lommeværktøj repareret Lommeure, Vægure, glasmontrer og fotografiske Kameraer, ofte Ting, som af den stedlige Urmager var betegnet som kassable. Søren Urmager kunde alting, og han afslog altid at modtage Godtgørelse for sit Arbejde.

Thomas Christensen fra Dyntmark var rolig, pligtopfyldende og gjorde alt for at holde sig gode Venner med alle Mennesker. Da han var den yngste af Holdet, maatte han ikke sjældent være Skydeskive for de andres Spottegloser; men Thomas fandt desværre ikke Ord til Imødegaaelse; allerhøjst kunde hans Sjælsrørelser undertiden give sig Udtryk i en stor Taare.

En Kontrast til Thomas var »Niels«; thi som Thomas gjorde alt for at vedligeholde det bedste Kammeratskab og Venneforhold indenfor Holdet, søgte Niels med alle Midler at forstyrre dette og skabe Splittelse blandt de fem Mand, som dog under slige Forhold burde holde sammen.

Holdets femte Mand var »Peter«, som var Familiefar og den ældste af Holdet, og som saadan burde have været den fornuftigste. Det hændte ogsaa virkelig af og til, at han var fornuftig; men grundet paa, at han en Gang i en Rus var faldet ned af en Vogn og havde slaaet Hovedet, kunde han nu hverken taale Vin eller  olskin, to Ting; som netop Frankrig byder saa rigeligt paa; paa Grund heraf skete det ofte, at han blev  tovlig«.

Niels og Peter havde fundet hinanden og harmonerede sammen i ét og alt. Ret ofte gik det ud over Thomas, og denne, som gennem det lange Samvær med dem nu syntes at have faaet nok, mente ikke at kunne holde Stillingen længere og meldte til Depotet, at han følte sig træt og syg. Det var ham, jeg skulde afløse, og Thomas var henrykt af Glæde, da han fik Lov til at rejse.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab (1925)