30. maj 1918 – Johannes Ankersen: “Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru …”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i maj blev afløst ved fronten og kom i etapen i Belgien.

De sidste dage i maj blev vi endelig afløst, og som man kan tænke sig af en allerede udslidt division. De arme stakler kom fra den ene ubehagelige situation til den næste. Mit kompagni havde haft et besynderligt held, ikke en mand tabt. Men da vi var blevet afløst, og folk fra mit kompagni den næste dag viste de nye tropper madhenternes rute, kunne de ved tilbagekomsten berette, at de nye minekasterfolk allerede havde lidt meget under beskydning. Minekasterne sønderskudt og mandskabet spredt. En hårdtsåret som de havde fundet helt ensom, bragte mine folk til forbindingspladsen.

Gud ske takke lov, at vi var borte derfra. Ved herligt vejr rykkede vi af og marcherede til Pérenchies, en lille station mellem Lille og Armentierès, hvor vi skulle med toget. I Perenchies stod regimentsmusikken allerede og spillede. Toget var der endnu ikke. Jeg lagde mig i først omgang i græsset, lyttede til musikkens klange og kikkede op den klare, blå himmel. Kanontordenen hørtes kun svagt. Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru, ude af uvisheden, snavs og alle andre plager, hvis også kun måske for et par dage. – Vores tog kom, og vi kørte bort, kørte indtil vi i morgengryet måtte stige ud i Avelghem.

I den dybeste fred, lå vi langt inde i etapen i Belgien i en stor landsby fuldstændig uberørt af krigen, et godt kvarter, intet skud at høre. Åh, hvor var det dejligt igen at kunne strække sig i en ren seng, selv altid være ren, og ind i mellem at se andre mennesker end kun soldater. Vi blev ikke længe i Avelghem, der var ingen øvelsesplads i passende nærhed. Derfor rykkede vi efter nogle dage til egnen ved Renaix, eller Ronse, som flamlændingene siger.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *