Senest ændret den 7. januar 2015 14:02

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i Verdenskrigen i Füsilierregiment 86

Den Skyttegrav, vi laa i, var meget dyb. Mange Steder var den med den opkastede Jord tre Meter; for at vi kunde have frit Skudfelt, var der lavet en høj Bænk af Jord og Brædder. Vi laa meget nær ved »Frands«, flere Steder kun 70-80 Meter fra ham. Hans Hovedstilling var opkastet omtrent 1800 Meter tilbage. Naar man kastede et stjaalent Blik ud af Graven, saa man store Arealer af Roe- og Stubmarker; men hvad der fængslede en mest, var de mange Løbe- og Skyttegrave, som gennemskar Markerne paa Kryds og tværs, saa langt Øjet kunde naa. Bagved os laa der et stort Gods. De af Granater gennemhullede Murrester og de nøgne Gavlender talte et tydeligt Sprog om Krigens Ødelæggelse. Ikke langt derfra laa en Sukkerfabrik, ligeledes i Ruiner; den hørte muligvis til Godset ligesom disse store, udstrakte Marker.

Hvilke Øjeblikke vi maatte udholde her, derom vidnede de store Granathuller i en ubehagelig Nærhed af Graven. I det Par Dage, vi havde været der, havde vi mistet 17 Mand.

At faa varm Mad her i Skyttegraven var Luksus. Det var ogsaa en ubehagelig Tur at hente Mad nede i Byen, især Tilbagevejen med to Kogekedler fulde i hver Haand og saa den to Kilometer lange Løbegrav med Mudder op til Knæene ja , somme Steder maatte man endog sætte Kedlerne for at trække Benene til sig igen. En Aften, jeg var efter Mad, regnede det hele Tiden. Da jeg kom tilbage, var jeg tilsmurt med Ler til op over Skuldrene, saa mine Kammerater maatte skrabe det af med Kniven. En saadan Tur tog for det meste et Par Timer, og saa holdt Maden jo ikke Varmen.